Lokalpolitik

Kommunalbestyrelsesmedlem skifter fra Venstre til Radikale Venstre

Jette Jepsen mener, at partidisciplinen er alt for skrap i Venstres gruppe i kommunalbestyrelsen

Jette Jepsen skifter fra Venstre til Radikale Venstre. Arkivfoto: Bo Lehm

Jette Jepsen skifter fra Venstre til Radikale Venstre. Arkivfoto: Bo Lehm

MORS:Jette Jepsen, medlem af Morsø Kommunalbestyrelse og Venstres gruppe, skifter til Radikale Venstre.

Det oplyser hun selv i en pressemeddelelse onsdag morgen.

- Jeg er meget glad for arbejdet i kommunalbestyrelsen og stolt over den tillid, de mange vælgere viste mig ved sidste valg. Jeg vil fortsat arbejde for mine mærkesager, og det kan jeg gøre i Radikale Venstre fremover. Jeg kan ikke længere stå inde for den måde, man i Venstre på nationalt plan taler om udlændinge og flygtninge på. Hos Radikale har jeg fundet et parti, som forener liberale værdier med omsorg for de mest sårbare og udsatte, siger Jette Jepsen i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ind i mellem har stået alene i Venstres gruppe, fordi jeg ikke har været enig i gruppens holdning. Derfor er det også vigtigt for mig at understrege, at jeg selvfølgelig stadig bakker op om konstitueringsaftalen for den nuværende valgperiode og om borgmester Hans Ejner Bertelsen. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med Venstres gruppe. Jeg glæder mig også til, at mit politiske virke ikke skal tage udgangspunkt i rød eller blå blok. Jeg vil kunne samarbejde, der hvor det giver mening og med dem, der vil.

Alt for snærende partidisciplin

Morsø Folkeblad har onsdag formiddag været i kontakt med politikeren. Hun fortæller, at det har været en svær beslutning.

- Det er noget, jeg har overvejet rigtig længe. Jeg har haft en følelse af, at partidisciplinen i gruppen har været alt for snærende. Når nogen har stemt anderledes end linjen, har det været mig. Det startede med færgen i sidste valgperiode og er så fortsat med sagen om bussen i den her periode. Det er to sager, hvor jeg har været uenig i den overordnede linje, så jeg synes ikke, at jeg har haft særstandpunkter om dette og hint, siger Jette Jepsen, der primært peger på borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) som manden bag den stramme topstyring.

- Det er vigtigt for mig at sige, at jeg har stor respekt for Hans Ejner, og jeg holder også af ham som menneske. Men når jeg har tilladt mig at være uenig med ham, så har jeg følt et stort pres. Jeg måtte ikke tale med de andre medlemmer i gruppen, og jeg fik det indtryk, at han var bange for, at jeg skulle overbevise nogle af de andre om, at min holdning var rigtig. Det er ikke et liberalt parti værdigt, at man ikke må argumentere for sine standpunkter. Så jeg har haft meget svært ved at få øje på, at der skulle være højt til loftet i Venstre, siger Jette Jepsen.

Borgmester: Forfejlet kritik

Hans Ejner Bertelsen er forundret over kritikken.

- Jeg mener, kritikken er fuldstændig forfejlet. Vi har nogle gruppemøder i Venstre, hvor vi diskuterer tingene, og det synes jeg fungerer rigtig godt. Jeg vil undlade at kommentere på Jette Jepsens person, som hun gør på min, men jeg er skuffet over, at hun forlader gruppen. Jeg konstaterer dog også, at hun fortsat bakker op om mig som borgmester og om konstitueringsaftalen. Min stil vil forblive den samme. Nu er vi 11 i Venstres gruppe, og om muligt vil vi rykkere endnu tættere sammen, siger Hans Ejner Bertelsen.

Usikkerhed om poster

Jette Jepsen har siddet i Morsø Kommunalbestyrelse siden 2013. Ved kommunalvalget i 2017 blev hun genvalgt med 434 personlige stemmer.

Siden har hun fortsat været næstformand for børne- og kulturudvalget, ligesom hun er medlem af økonomiudvalget.

Hvorvidt partiskiftet får konsekvenser for Jette Jepsens poster, er ifølge borgmesteren uafklaret.

- Jeg har lige fået beskeden her til morgen, så det har jeg slet ikke tænkt over endnu. Vi har et gruppemøde i Venstre efter ferien, hvor vi vil finde frem til, hvad vi mener, og så må det aftales i den brede forligskreds omkring konstitueringen, siger Hans Ejner Bertelsen.

Trods Jette Jepsens partiskifte bevarer Venstre sit absolutte flertal i kommunalbestyrelsen. Hidtil har Venstre haft 12 af de 21 pladser i byrådssalen. Med Jette Jepsens udtræden har partiet 11 mandater mod den samlede oppositions 10.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.