Kommune får hjælp fra staten igen: - Vi har da haft en forventning om at komme i betragtning
Morsø Kommunes borgmester glæder sig over særtilskud på 16 mio. kroner i 2022

Borgmester Hans Ejner Bertelsen er glad for tilskuddet. Arkivfoto
MORS:Igen i 2022 kan Morsø Kommune se frem til at få et særtilskud på 16 millioner kroner fra en statslig pulje til vanskeligt stillede kommuner.
Morsø Kommune har fået præcis det samme tilskud i år og har i det hele taget i en årrække været vant til at få del i puljen. Alligevel tør borgmester Hans Ejner Bertelsen ikke helt tage tilskuddet for givet.
- Det er ikke sådan, at vi har budgetteret med at få et bestemt beløb. Men vi har da haft en forventning om at komme i betragtning, siger han og fortsætter:
- Når vi kigger på vores udgiftsbehov og på den ny udligningsreform, så var vi nødt til igen at bede om et beløb i særtilskud. Vi havde også et ønske om, at vi kunne få lov at lave en udviklingsaftale med indenrigsministeriet så vi kunne få sikkerhed måske tre år frem. Det ville gøre det lidt nemmere at langtidsplanlægge. Men der kom vi ikke i betragtning.
I alt 49 kommuner landet over søgte om at få del i den godt 360 millioner kroner store pulje, der er afsat til særtilskud i 2022. 17 kommuner kom i betragtning. I Nordjylland er det, foruden Morsø Kommune, Læsø, Brønderslev, Jammerbugt, Hjørring og Vesthimmerlands kommuner.
Puljen er fordelt efter følgende tre overordnede kriterier: Demografiske og socioøkonomiske udfordringer, aktuelle økonomiske udfordringer og vedvarende økonomiske udfordringer.
Morsø Kommune har desuden fået mulighed for at låne 13 millioner kroner fra en anden pulje.
Pengene er blevet fordelt i tide, inden politikerne i Morsø Kommune torsdag og fredag mødes til budgetseminar for at nærme sig en aftale om næste års kommunale budget. Her håber borgmesteren, at det lykkes at nå rigtig langt og måske endda indgå et forlig.
Han betegner opgaven som udfordrende, men oplever, at de andre partier har en vilje til at nå frem til en aftale.
- Vi får desværre ikke det puf i ryggen af den ny udligningsreform, som jeg troede. Der er nogle ting, vores folketingspolitikere bør gå ind og justere på i udligningsreformen, og det er en af de ting, jeg vil bruge noget energi på, når vi kommer på den anden side af budgettet, siger Hans Ejner Bertelsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.