Kommunen lægger jord til fårehold i byen: Dyrene skal glæde plejehjemsbeboere

Landbrugsskolen sætter dyr ud på et areal ved plejecentret Duelund

Morsø Landbrugsskole har indkøbt får af den gamle, danske husdyrrace Ertebøllefåret, som til foråret sættes ud ved plejecentret Duelund. Foto: Bo Lehm

Morsø Landbrugsskole har indkøbt får af den gamle, danske husdyrrace Ertebøllefåret, som til foråret sættes ud ved plejecentret Duelund. Foto: Bo Lehm

NYKØBING:Til foråret vil beboerne på det ny plejecenter Duelund i Nykøbing få mere liv uden for vinduerne. Efter aftale med Morsø Kommune sætter Morsø Landbrugsskole nemlig får ud på et areal, der støder op til plejecentret.

Fårene er allerede indkøbt og går lige nu på landbrugsskolen, indtil de har læmmet. Det drejer sig om en halv snes dyr af den gamle, danske husdyrrace Ertebøllefår. Jonas Lundgren Bach Korsgaard, forstander på Morsø Landbrugsskole, har længe haft et ønske om, at skolen skulle bidrage til bevarelse af nogle af de gamle husdyrracer.

- Det har vi ikke kunnet inden for kvæg, for der var en besætning, da jeg kom, og det samme gjaldt gederne. Men vi har ikke tidligere haft får, så jeg tænkte, at skulle vi gøre noget, var her en mulighed, siger han.

Samtidig passer fårene godt med mange af skolens andre ønsker.

- Vi har jo en strategi om at være selvforsynende med mange forskellige slags dyr og afgrøder. Lammene skal tilberedes i undervisningslokalerne her eller i Thisted eller på Fiskeriskolen i Thyborøn. Vi spiser i forvejen en hel del gedekød, siger han.

Samtidig ser forstanderen en gevinst i, at fårene kommer til at gå tæt på byen, hvor ikke alene beboerne på plejecentret, men også børnefamilier for eksempel kan få glæde af at komme og kigge på dyrene.

- Det ligger også i forlængelse af vores strategi om, at vi ønsker, at folk ved, vi er der, og hvad vi står for. At det så tilfældigvis kunne passe sammen med kommunens ønsker, og at det kan give mening for plejehjemmet, det kan ikke være andet end en ren win-win situation for alle parter, fastslår Jonas Lundgren Bach Korsgaard.

Han forventer, at fårene og deres afkom vil blive sat ud i området i maj eller juni.

Foto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Foto: Bo Lehm Bo Lehm

Niels Pedersen, chef for center for teknisk drift i Morsø Kommune, siger:

- Vi skal lige have styr på hegn først, men jeg regner da med, at det bliver klar i løbet af foråret.

Centerchefen oplyser, at arealet, der ligger mellem Tranevej og Kærvej syd for Duelund, tilhører Morsø Kommune.

- I stedet for at det ligger brak, så vil man gerne fra plejecentret have glæde af, at der er nogle dyr omkring. Det er det primære formål, og så at få det græsset ned. Hvis både vi og Morsø Landbrugsskole har glæde af det, så giver det god mening, fastslår Niels Pedersen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.