Kontrolleret sejr over bundprop til Mors-Thy 2
Uden for alvor at blive presset vandt Mors-Thy over Tvis i 2. division
Opdateret 07. december 2022 kl. 09:48
THISTED: Tirsdag aften skulle ligareserverne fra Mors-Thy 2 i aktion mod rækkens suveræne agterlanterne fra Tvis. Tvis stod inden kampen noteret for nul point for ni kampe, så der var klar favoritværdighed til Mors-Thy. På hjemmebane blev det også til en sikker sejr til Mors-Thy, der endte med at vinde kampen med 37-29.
- Generelt spillede vi en god kamp, men det var først i det sidste kvarter af kampen, at vi for alvor trak fra, siger Rune Lanng, der agerede cheftræner for Mors-Thy 2 i tirsdagens kamp.
Fra kampens start kom hjemmeholdet hurtigt foran med et par mål. Hjemmeholdets angrebsspil var med god kvalitet og effektivitet, og i midten af første halvleg førte Mors-Thy 2 med fem mål. Inden pausen fik Tvis indhentet hjemmeholdet en smule, dog var Mors-Thy 2 foran med 20-16 til halvleg.
I anden halvleg fortsatte hjemmeholdet med at være bedst, dog uden for alvor at få hægtet Tvis af sig. Med et kvarter tilbage af kampen virkede Tvis til at løbe tør for luft, og det udnyttede Mors-Thy til at få rykket afgørende fra, og efter en kontrolleret indsats endte Mors-Thy med at vinde med 37-29.
- De havde et par gode individualister, som vi ikke helt kunne holde nede. Vores angrebsspil fungerede godt hele kampen igennem, siger Rune Lanng, der samtidig fremhæver præstationen fra højrefløjen Tobias Danielsen. Normalt er Tobias Danielsen at finde på 2. holdet hos U19, men tirsdag fik han sin første kamp på holdet i 2. division. Danielsen var sikkerheden selv hele kampen igennem, og noterede sig for syv scoringer på syv forsøg.
- Hans præstation var jo et godt eksempel på det, som vi gerne vil med det her 2. divisions hold. Der skal nemlig nogle unge spillere ind og prøve kræfter med seniorhåndbold, siger Rune Lanng.
Efter tirsdagens sejr befinder Mors-Thy sig på 6. pladsen i 2. division.
Håndbold, 2. Division Herrer
Mors-Thy 2
Tvis 2
Resultat: 37-29
Pause: 20-16
Mål: Kristoffer Vestergaard 11, Tobias Danielsen 7, Thomas Petersen 6, Nicklas Jensen 5, Morten Libak 3, Nik Haaning 3, Markus Eriksen 1 og Mathias Stisen 1.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.