Kulturmødet

Kulturmødet 2020 går i tænkeboks

Der er tre scenarier for Kulturmødet Mors i år: Aflysning, neddrosling eller nye datoer

Smilene er stivnet hos Kulturmødets formand, Hans Ejner Bertelsen, og direktør, Trine Bang. Hvordan vil de løse dilemmaet? Arkivfoto: Bo Lehm
Smilene er stivnet hos Kulturmødets formand, Hans Ejner Bertelsen, og direktør, Trine Bang. Hvordan vil de løse dilemmaet? Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

Opdateret 06. august 2020 kl. 14:07

MORS: Kulturmødet Mors har termin i slutningen af den karantæneperiode, statsminister Mette Frederiksen (S) mandag satte for festivaler og andre store kulturarrangementer. Men stadig på den forkerte side af den udmeldte skæringsdato 1. september.

Aflys, skrump eller flyt

Det har fået bestyrelsen for det landsdækkende 48 timers arrangement til at melde ud, at Kulturmødet 2020 under ingen omstændigheder vil blive afviklet i sit planlagte format 20.-22. august. Tilbage er tre alternativer: Aflysning, nedskalering til en delvis virtuel begivenhed, som overholder corona-restriktionerne, eller flytning af arrangementet til september, hvor det, i hvert fald indtil det modsatte er meldt ud, igen vil være tilladt at samles til kultur.

Det tænker bestyrelsen godt og grundigt over, indtil den drøfter situationen på et Skype-møde onsdag 15. april i ugen efter påske.

Mette skuffede Hans Ejner

Statsministeren udmelding og meget forsigtige tilgang til at genåbne Danmark ærgrer Kulturmødets formand, borgmester Hans Ejner Bertelsen (V):

- Jeg havde håbet, at vi havde fået lov at afvikle mødet, for der er store forberedelser i gang. At fastholde datoerne, men gøre det til en mindre begivenhed, som mest vil blive oplevet på skærme, er betænkeligt, for hvad vil der ske med hele den gode stemning, Kulturmødet har bygget op gennem årene? At skubbe det 14 dage til den rigtige side af 1. september er også problematisk, for kan det lade sig gøre at få flyttet kalenderen hos så mange travle mennesker? Og tør publikum overhovedet møde op i stort tal så tæt på den forbudsperiode, som myndighederne i stor alvor har fastsat, spørger Hans Ejner Bertelsen.

Fastholder kulturen

Direktør Trine Bang havde tirsdag masser af telefonsnakke med personer, der er centrale for Kulturmødets afvikling af samtaler, kunst og oplevelser.

- Det er på alle måder ærgerligt, at der ikke bliver det Kulturmøde i år, som vi kender. Vi kaster al vores energi ind på at afgøre, hvordan vi så kan gøre det. I denne krisetid, hvor kunst og kultur virkelig har vist, hvor vigtigt, det er, at vi har den til at skabe fællesskaber, er vi helt med på, at vi skal finde en form, hvor vi kan præsentere oplevelser tæt på og sætte en kulturdagsorden. Vi skal finde ud af hvordan, siger Trine Bang.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden