Kulturmødet bliver helt anderledes i år: Se hvordan
Kulturmødet på Mors gennemføres trods corona - men ikke på vanlig vis

Fra åbningen af Kulturmødet 2019. I år må kulturminister Joy Mogensen - og andre notabiliteter - klare åbningen online. Arkivfoto Foto: Peter Mørk
NYKØBING:Det kæmpemæssige udbud af kulturbegivenheder, som Mors plejer at blive begunstiget med i løbet af 48 timer i august - det bliver der ikke noget af i år.
Men i øvrigt er Kulturmødet på Mors som bekendt ikke mindst samtaler og debatter mellem kunstnere, politikere og andre med noget på hjerte om kulturlivet. Og den side af sagen bliver gennemført 20.-22. august - trods coronaen.
Men det hele bliver virtuelt, formidlet via internettet. Så debatterne, med bl. a. Clement Kjersgaard, Lise Rønne og Adam Holm som moderatorer, kan følges hjemme fra sofaen over alt i landet - eller i hele verden for den sags skyld.
Som debattører kan man bl. a. møde navne som Per Fly, Maren Uthaug, Ingvar Cronhammar, Lars Sandahl Sørensen og Ane Cortzen. Samt en person, der nok ikke tidligere har blandet sig i kulturdebatten, men som er blevet særdeles kendt i løbet af de seneste måneder: Nemlig Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm. Han er med i en debat om kultur og sundhed med Lise Rønne, psykologiprofessor Svend Brinkmann og Karen Grøn, direktør for kunstmuseet Trapholt.
Og corona-krisen har ifølge Kulturmødets direktør, Trine Bang, kun skabt et endnu større behov for at få debatteret og perspektiveret kunsten og kulturens potentialer og udfordringer - fordi det danske kulturliv befinder sig i en historisk stor krise.
- Vi havde selvfølgelig glædet os til at mødes på Mors. Men når det er sagt, så har det været en spændende udfordring at transformere Kulturmødet digitalt. Det synes jeg i dén grad, at vi er lykkedes med, siger Trine Bang ifølge en pressemeddelelse fra Kulturmødet.
Efter åbningsbegivenheden torsdag formiddag 20. august med kulturminister Joy Mogensen, Morsø-borgmester Hans Ejner Bertelsen og regionsrådsformand Ulla Astman er der godt 50 arrangementer på programmet fordelt på torsdag, fredag og lørdag.
Noget sendes live, andet er optaget eller findes som podcast. Det hele kan følges via kulturmødets hjemmeside, kulturmoedet.dk, hvor man også kan se det fulde program.
På Mors og andre steder
I de fleste af samtalerne mødes deltagerne fysisk, men uden at der er publikum på
- Mår det sal være digitalt, har vi valgt et format, hvor vi går all in på det. Publikum kommer i første række, uanset om de sidder på Mors, i Aalborg eller et tredje sted, siger Trine Bang.
Nogle af de virtuelle debatter finder sted i et studie på Mors. Mens andre af praktiske grunde optages og sendes andre fra København, fortæller hun.
- Men publikum vil ikke kunne mærke forskel.
Mens alle Kulturmødets debatter gennemføres uden publikum, vil der være mulighed for at møde op til en række arrangementer, som gennemføres i Nordjylland under Kulturmødet. Et af dem arrangeres af NORDJYSKE og finder sted hele torsdag 20. august på Langagervej 1 i Aalborg med både kunstnere og debattører fra regionen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.