Kulturmødet overvejer at tilbyde et lørdagsbrag
Med 9000 deltagere blev det nedtonede kulturmøde en uomtvistelig succes, og de vil gerne have mere
MORS: 9000 mennesker havde deltaget i Kulturmødet Mors 2021, da det søndag aften sluttede med koncert med Savage Rose. Udsolgt som næsten alle andre af de 40 begivenheder, som årets stærkt indskrænkede program kunne byde på i skyggen af de corona-restriktioner, som blev lempet for sent til, at det var muligt at ændre andet end at frigive yderligere et par tusinde billetter.
Netop billetterne, der blev solgt til symbolsk pris på 30 kroner, har givet Kulturmødets ledelse et præcist styreredskab.
- Vi helt styr på deltagerantallet. Udover billetkøberne var der 500 børn til børnefredag, og der har været karavaner i fire landsbyer. Som mødet skred frem blev der fulde huse overalt, og det har vist, at der er en stor tillid til igen at komme til kunsten. Der har naturligt nok ikke været det liv i gader og stræder, som vi normalt ser. Folkefesterne kunne vi ikke nå at arrangere, fordi planlægningen skete i coronatiden, men de vender tilbage næste år, siger Trine Bang, direktør for Kulturmødet Mors.
Undtagelsen var arrangementet ”Kunstøjeblikke i gågaden”. Her deltog mange, som ikke er talt med.
- Og vi har allieret med Ung Kult Camp, som har støttet os, når nu vi i år ikke selv kunne lave et ungt program ved fjorden. Vi har været på Højris, ved Hanklit og i Tørreladen. Og vi havde som noget nyt koncerter i det fri lørdag og søndag aften. Kulturmødet har i år brugt tiden på at eksperimentere med nye formater, siger direktøren.
Måske fast koncertbrag
Som udgangspunkt vender Kulturmødet 2022 tilbage til tidsrammen torsdag-lørdag, men der er overvejelser om en tidsmæssig udvidelse.
- Normalt tager branchefolkene hjem lørdag klokken 14, når Kulturmødet har sluttet. Men der stadig masser af folk, som gerne vil opleve kunst og kultur. Vi kunne se i aftes, at den udvidede folkescene er et fantastisk sted at holde koncerter, så vi har et stort ønske om at kunne runde af med en stor koncertbegivenhed lørdag aften. Det ser vi på, når vi i næste uge går i gang med at planlægge en stor udgave af Kulturmødet i 2022, siger Trine Bang.
Og det skal vel ikke løbes i gang så meget, som man kunne have frygtet efter sidste års primært digitale udgave, når I trods omstændighederne kunne samle hele 9000?
- Nej, det tror vi ikke. Når jeg er rundt i landet, kan jeg fornemme, at øjnene fortsat er rettet mod Mors. I år har der ikke været nær så meget administrativt, jeg skulle tage mig af under mødet, så jeg har virkelig været rundt og har præsenteret og talt med folk. Og der er en stor begejstring for det at bringe kunsten ud, siger Trine Bang.
Hele øen Inddrages
Formanden for Kulturmødet, borgmester Hans Ejner Bertelsen (V), er også bevidst om, at den, som han udtrykker det, skal have hele armen næste år.
- Det har været en light-udgave i år, men jeg er glad og stolt over, at vi kunne præsentere 40 arrangementer, som bragte folk rundt på hele øen. Og dejligt at konstatere, at det liv, som vi forbinder med Kulturmødet, var der til de store koncerter. Havde vi i januar, da vi skulle træffe beslutning om mødets form, vidst, at der blev lempet på restriktionerne, kunne vi måske have åbnet mere op, men nu blev det, som det blev, fordi vi var nødt til at fastholde billetkravet, siger Hans Ejner Bertelsen.
Fantastisk fortælling om hele øen
Han understreger, at økonomien også skal tænkes ind i en eventuel tidsmæssig udvidelse. Men hvad med det geografiske? Skal Kulturmødet igen indskrænkes til at være en ren Nykøbing-begivenhed?
- Kulturmødet Mors har sin rod og base i Nykøbing, ingen tvivl om det. Men det at man formår at inddrage Hanklit, kirkerne, Højris med mere er jo en fantastisk fortælling om Mors. Det kunne jeg godt se blive en del af Kulturmødet fremadrettet, siger Hans Ejner Bertelsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.