Kunderne har elsket hendes farverige kjoler: Nu har butiksejer truffet en tung beslutning
Efter næsten 15 år med tøjbutikken DenckerDeluxe ser indehaveren sig nødsaget til at lukke
"Lev livet i farver" står der på facaden. Og kjolerne i vinduet matcher mottoet, for der er knald på farverne og en retrostil, som stikker ud i forhold til hverdagens grå dynejakker og cowboybukser. Masser af kunder har været vilde med den anderledes tøjbutik, men efter næsten 15 år må indehaveren alligevel konstatere, at økonomien ikke hænger sammen længere.
I et opslag på sin Facebook-side fortæller Betina Dencker, indehaver af tøjbutikken DenckerDeluxe, at forretningen lukker. Hun lægger ikke skjul på, at de er med en tung og bedrøvet følelse i hjertet, at hun må fortælle sine kunder, leverandører, venner og medarbejdere, at der er sat dato på lukningen.
Hun forklarer om baggrunden for beslutningen:
"Det har været en udfordrende periode i vores branche. De seneste år har budt på en række udfordringer, herunder påvirkninger fra Covid-19, konflikter i Europa, stigende energipriser og den vigtige bevægelse mod bæredygtighed og genanvendelse, som har krævet, at jeg personligt har måttet bidrage økonomisk for at holde skibet flydende.
Desværre kan jeg ikke længere retfærdiggøre dette over for mig selv, min familie eller vores forretning. Det er hjerteskærende ikke at kunne opretholde en levedygtig forretning, og det er ikke noget, jeg kan acceptere."
Betina Dencker betegner beslutningen om at starte ophørsudsalg som en bitter pille at sluge.
"Men beslutningen er taget, og vi vil begynde at lukke ned", fastslår hun og oplyser, at sidste åbningsdag forventes at være lørdag 29. juni.
DenckerDeluxe har både haft en fysisk butik i Nykøbing og en velbesøgt webbutik. Betina Dencker nævner, at der er 16.000 følgere på Facebook, 8000 modtagere af nyhedsbreve hver uge og 50.000 månedlige unikke besøgende.
"Tusindvis af farverige pakker er sendt til glade kunder både i ind- og udland", fremhæver hun.
Ikke desto mindre konstaterer hun, at "forbrugernes vaner har ændret sig markant, og vi har forsøgt at tilpasse os, desværre uden held".
Hvad fremtiden bringer for hende selv, ved hun ikke endnu.
Betina Dencker har siddet i bestyrelsen for Morsø Erhvervsråd, men valgte på den seneste generalforsamling at træde ud.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.