Landmand, kirkesanger og ekspert i oldgræsk

Cand. theol. Tage Rolighed Nørgaard, Helvigsvej 4, Tøving på Mors, fylder 80 år søndag 7. august

Tage Rolighed Nørgaard. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Tage Rolighed Nørgaard. Arkivfoto: Bo Lehm

Hvordan var vejret den og den dag?

Det vil man kunne få svar på hos Tage Nørgaard, i hvert fald hvis det drejer sig om en dato inden for de seneste cirka 60 år, hvor han har ført dagbog med bl. a. vejrobservationer. 

Og på samme måde vil Tage Nørgaard have styr på det fleste lokalhistoriske detaljer om den egn på Midtmors, hvor han er født og har boet det meste af sit liv.

Søndag 7. august fylder han 80 år.

Tage Nørgaards viden spænder også over blandt andet litteratur, filosofi og naturvidenskab. Han har en geologisk samling hjemme på fødegården, hvor han også har indrettet sit eget lille skolestue-museum.

Men ikke mindst har han en stor interesse for, og viden om, det klassiske græske sprog. Og når han er til gudstjeneste for at passe sit arbejde som kirkesanger i bl. a. Galtrup Kirke, følger han gerne med i den oldgræske bibeltekst under tekstlæsningerne.

Tage Nørgaard blev i 1965 student fra studenterkurset i Rønde på Djursland, hvorefter han gik i gang med at læse teologi på Københavns Universitet. Præst blev han aldrig, men efter teologistudiet var han i en halv snes år lærer på Blidstrup Ungdomsskole på Sydmors. Det var her han mødte sin hustru, Ellen Kathrine, der også var lærer på ungdomsskolen.

Siden flyttede parret ind på Tage Nørgaards fødegård, som de drev i en årrække. Nu er jorden forpagtet ud, men han vedligeholder gården med stor omhu. I en lille studiekreds dyrker han sin interesse for oldgræsk sprog, litteratur og matematik. Og så er han altså fortsat kirkesanger i Galtrup og et par nabosogne.

Tage og Ellen Kathrine Nørgaard har to sønner, der er henholdsvis musiker og ingeniør og bor i Odense og Aarhus.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden