Ulovlig pistol

Landsby opskræmt af ung mand med pistol

18-årig anholdt med stoffer og våben efter dramatisk politiindsats i Roslev mandag aften

En strømpistol ligner en lommelygte, men kan lamme offeret med flere tusind volt. Arkivfoto: Hans Ravn

En strømpistol ligner en lommelygte, men kan lamme offeret med flere tusind volt. Arkivfoto: Hans Ravn

ROSLEV:Landsbyen Roslev i det nordlige Salling blev opskræmt mandag aften. Flere personer havde set en ung mand gå rundt og vifte med en pistol på en græsplæne på Blommevænget i byen.

- Vi fik anmeldelse klokken 21.07. Der blev sendt flere patruljer til stedet, men da vi ankom til matriklen, kunne vi konstatere, at den unge mand var kørt fra stedet på en scooter. Det kunne familien oplyse, idet den 18-årige mand bor hjemme hos forældrene, siger politiassistent og presseansvarlig hos Skive Politi, Niels Bach.

En patrulje så efterfølgende den unge mand på scooteren, mens han kørte rundt i Roslev.

Bekymrede beboere blev indendøre

- Vi havde forinden af forældrene fået oplyst, at han var i besiddelse af en pistol, men at det var en lovlig luftpistol. Ikke desto mindre havde hans fremfærd givet anmodning til stor opmærksomhed og bekymring i Roslev. Naboer opfordrede hinanden til at blive indendøre og lukke vinduer og låse døre, siger Niels Bach.

Politiet havde posteret betjente i den unge mands hjem, og de anholdt ham klokken 22.16, da han vendte hjem fra køreturen.

Strømpistol på værelset

- Han havde bortskaffet luftpistolen, men under ransagning af scooteren fandt vi 7,42 gram hash, tre joints og to gram amfetamin. På hans værelse fandt vi 549 gram hashkager, en Taser strømpistol og en kniv. Den unge mand blev sigtet for overtrædelse af knivloven og af våbenloven, idet strømpistolen er ulovlig. Desuden sigtes han for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, siger Niels Bach.

Løsladt igen

Den unge mand tilbragte natten i arresten i Holstebro. Han blev løsladt tirsdag formiddag, efter at det blev bestemt, at han ikke skal fremstilles i grundlovsforhør.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.