Håndbold

Ligareserver gik i stå efter pausen

Mors-Thy 2 kunne ikke følge op på en god første halvleg mod Viborg

Mors-Thy 2 fik ikke den ønskede start på den nye sæson Arkivfoto: Lars Pauli
Mors-Thy 2 fik ikke den ønskede start på den nye sæson Arkivfoto: Lars Pauli

VIBORG: Sidste sæson var en succeshistorie for udviklingsholdet fra Mors-Thy 2 i 2. division. Holdet  sluttede på 1. pladsen i rækken, men grundet oprykningsforbud er holdet dog fortsat at finde i 2. division. Søndag skulle Mors-Thy 2 så i ilden for første gang i denne sæson, da de mødte Viborg på udebane. Det blev ikke nogen optimal sæsonpremiere, eftersom holdet tabte med 28-29 efter at have ført med 17-12 til pause.

- Alt det vi gjorde godt i første halvleg, det mislykkedes vi med i anden. Det blev også tydeligt i anden halvleg, at holdet ikke er så sammenspillet endnu, siger Rune Lanng, der stod i spidsen for Mors-Thy 2 i søndagens kamp.

I første halvleg så det stabilt ud for udeholdet. Mors-Thy 2 havde stor succes med at holde sig til det simple og velkendte, og i forsvaret dækkede holdet godt op. De gode takter gjorde, at Mors-Thy 2 kunne gå til halvleg foran med 17-12.

I anden halvleg faldt gæsterne så gevaldigt i kadence. Spillet blev febrilsk og forhastet, og det ellers så succesfulde koncept fra første halvleg holdt ikke længere. Langsomt men sikkert gnavede Viborg sig ind i kampen, og i de sidste 10 minutter af kampen skiftede føringerne mellem de to hold. Med 30 sekunder tilbage af opgøret bragte Vibrog sig foran med 29-28. Efterfølgende tilspillede Mors-Thy sig til en chance fra fløjen, som dog blev misbrugt, og så endte det med et nederlag på 28-29.

- Viborg tog virkelig den luns, som vi gav dem i anden halvleg. Men de skal også have ros for at hænge på hele kampen igennem, siger Rune Lanng.

Kampfakta

Håndbold, 2. division herrer

Viborg FH

Mors-Thy 2

Resultat: 29-28

Pause: 12-17

Mål: Magnus Pedersen 7, Markus Eriksen 6, Oscar Von Ottingen 6, Morten Libak 3, Nik Haaning 3, Frederik Adamsen 1, Frederik Bjerre 1 og Lasse Madsen 1.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden