Skoler og dagtilbud på Mors: Corona-kurven stadig ikke knækket
Samlet set er der dog et lille fald i smittetallene både på Mors og i Thy

I skoler og dagtilbud på Mors fortsætter coronasmitten med at stige. Arkivfoto Bo Lehm
THY-MORS:Ifølge den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut er det samlede antal coronasmittede i både Thy og på Mors onsdag en smule under tallet fra dagen før.
Men i skoler og dagtilbud på Mors fortsætter smitten med at stige. Onsdag blev der i Morsø Kommune registreret 12 nye tilfælde på disse institutioner. Med seks nye smittede tegner M. C. Holms Skole sig for det største antal nye tilfælde. Men også Sydmors Skole, Sydvestmors Friskole og Erslev Skole har nye coronasmittede det seneste døgn.
I alt har kommunen i den seneste coronabølge registreret 167 coronatilfælde på folkeskoler, friskoler, daginstitutioner og i dagplejen. Heraf tegner M. C. Holms Skole sig for de 67.
- Der er desværre ingen tegn på, at smittetrykket er aftagende. Alle de anbefalede tiltag for kommuner med særligt højt smittetryk er implementeret, men kurven er desværre ikke knækket, siger Michael Dahlgaard, chef for skole og dagtilbud i Morsø Kommune.
Anbefalinger også for ældreområdet
Morsø Kommune anbefaler, at børn i dagtilbud og skoler holder sig i deres sædvanlige grupper og klasser, hvor de normalt færdes. Men kommunen har også ladet anbefalingerne gælde for bl. a. ældreområdet, fortæller kommunikationsmedarbejder Rasmus Andreasen:
- Det handler om, at man ikke blander sig på tværs, og at større sociale arrangementer på tværs af områder aflyses eller udskydes. Det kan jo godt ramme julestuer og den slags, siger han.
Med disse anbefalinger har kommunen ikke mindst fokus på, at kommunen kan opretholde driften, siger Rasmus Andreasen.
I forhold til indbyggertallet er den samlede coronasmitte i Morsø Kommune blandt de højeste i landet - kun trekommuner, Tårnby, Herlev og Fanø, har lige nu et højere incidenstal (antal smittede pr. 100.000 indbyggere de seneste syv dage) end Mors. Men fra tirsdag til onsdag er der altså tale om et lille fald - fra 977 til 942.
Også i Thisted Kommune går det den rigtige vej. Her var incidenstallet onsdag 596 mod 661 dagen før.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.