Lille friskole lukker: Vi er rigtig kede af det
Sundby Friskole og Børnehus har for få tilmeldte elever til næste skoleår
Opdateret kl. 11:53
SUNDBY MORS: Sundby Friskole og Børnehus åbner ikke igen efter sommerferien. Der er simpelthen for få elever tilmeldt næste skoleår, oplyser skolebestyrelsesformand Maria Nederby.
- Det er vi rigtig, rigtig kede af. Men vi må også være realistiske omkring det. Vi kan ikke mønstre de elever, vi skal, hverken nu eller på længere sigt, siger hun.
Sundby Friskole havde 38 elever, da det nuværende skoleår startede. Nu er man nede på 34.
- Når vi kigger på, hvor mange der er tilmeldt næste skoleår, og hvor mange, der måske vælger os til, så er der 28 tilmeldte, og det kan måske blive 30. Men det er ikke nok, fastslår bestyrelsesformanden.
Skolen skal have minimum 32 elever for at være berettiget til statstilskud, og uden statstilskud hænger økonomien ikke sammen.
- Så vi tror ikke på, at vi kan gennemføre næste skoleår, og så vil vi hellere melde det ud nu, så folk har ro til at finde noget andet. Reglerne er sådan, at man tæller hoveder pr. 5. september, og der skal du have 32 elever, og så reguleres tilskuddet derefter. Så vi kunne da køre videre til og med august, og så ville hammeren falde. Det synes vi ikke ville være fair over for forældre og børn, siger Maria Nederby.
Der er 25-30 børn i børnehuset, men de årgange, der står for at skulle i skole de kommende år, er meget små, oplyser hun.
Forældrene blev informeret om beslutningen torsdag aften. Bestyrelsesformanden oplyser, at det er planen at kalde dem ind klassevis, så de indbyrdes kan snakke om, hvor børnene skal hen efter sommerferien.
Maria Nederby har selv to børn i skolen og skal nu ligesom de øvrige forældre ud at finde et andet skoletilbud til børnene.
Selv om det er skolen, der mangler børn, så hænger skole og børnehus sammen som én institution, og begge dele lukker derfor.
- Så kan man give sig til at regne på, om man kan starte en ny fribørnehave op, men det vil blive helt fra grunden. Det er der en initiativgruppe, der gerne vil arbejde med, og så må tiden vise, hvad de kan få ud af det, siger hun.
Maria Nederby håber, at skoleåret kan gøres færdigt, men det vil afhænge af, hvor hurtigt personalet får andet job, og om forældrene allerede nu begynder at flytte deres børn.
- Det er vi ikke herre over. Forudsætningen for at vi kan gøre det færdigt, som vi gerne vil, er, at alle bliver, siger hun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.