Limfjordsteatrets antihelte: Nu med publikum

"Noget om antihelte" havde urpremiere i februar for Limfjordsteatrets medarbejdere og en enkelt anmelder. Nu spiller forestillingen for et rigtigt publikum

”Noget om antihelte” havde urpremiere i februar - ved en forestilling for Limfjordsteatrets medarbejdere. Foto: Lars Horn / Baghuset.

”Noget om antihelte” havde urpremiere i februar - ved en forestilling for Limfjordsteatrets medarbejdere. Foto: Lars Horn / Baghuset.

NYKØBING:Forestillingen havde urpremiere på Limfjordsteatret i februar. Men det blev en premiere af de mere usædvanlige, for på grund af coronarestriktionerne var teatrets medarbejdere det eneste publikum til ”Noget om antihelte” - bortset fra en enkelt anmelder.

Nu får de tre skuespillere - Jens Andersen, Thomas Guldberg Madsen og Sune Skuldbøl Vraa - omsider lov til at spille for et rigtigt publikum. Forestillingen blev opført for fulde huse i aftes i København som en del af festivalen CPH Stage, og søndag vender antiheltene hjem til Mors for at spille for to forestillinger på Limfjordsteatret og en tredje mandag aften.

- Det har været svært at få samlet de tre travle skuespillere, men vi er rigtig glade for endelig at få lov at vise forestillingen, siger teaterleder Gitta Malling.

Til de kommende forestillinger hjemme i Nykøbing er der endnu billetter at få. Og ellers vil der også i den kommende sæson blive mulighed for at opleve antiheltene på Limfjordsteatret.

Coronaen betød aflysning af en tætpakket turnéperiode i marts - forestillinger, der blev solgt i efteråret 2020, længe inden ”Noget om antihelte” var færdigproduceret.

Desværre er løbet kørt for salg til den kommende sæson. ”Noget om antihelte” er dog solgt til en spilleperiode på Folketeatret i København i marts 2022, oplyser Anne-Mette Riis, kommunikationsmedarbejder på Limfjordsteatret.

”Noget om antihelte” handler om at være mand anno 2021 og er skabt af de tre medvirkende og instruktør Simon Moqi Trolin på baggrund af egne oplevelser.

Den enlige anmelder, som overværede premieren i februar, var Nordjyskes Otto Pretzmann. Han gav antiheltene fem af seks stjerner.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden