Logrende haler og kolde snuder: Nu skal hvalpene igen på skolebænken

DcH Mors byder velkommen til hvalpetræning efter måneders coronanedlukning

Der var tid til både træning og leg, da DcH Morsø bød et nyt hold hunde og førere velkommen på skolebænken.

Der var tid til både træning og leg, da DcH Morsø bød et nyt hold hunde og førere velkommen på skolebænken.

NYKØBING MORS: Dyrskuepladsen giver mandag eftermiddag genlyd af glade bjæf på dagen, hvor DcH Morsø endelig kan byde velkommen til et nyt kuld aspiranter på hvalpeholdet.

Hvorvidt der er sommerfugle i de små hvalpemaver må vi gætte os til, men det er sikkert og vist, at første dag i hundeskole giver én på opleveren for Vaffel, Cleo, Petra og resten af holdet.

Hvad end man er indehaver af noget så eksotisk som en Bichon Havanese, en Nova Scotia Duck Tolling Retriever eller en god gammeldags labrador, er der masser af guld at hente ved at tage hvalpen med til træning.

Det fortæller instruktør på hvalpeholdet, Andreas Sandal.

- Den træning, vi giver hundene på hvalpeholdet, spiller en kæmpe rolle i at lægge grundlaget for, hvordan hundens væremåde udmønter sig resten af livet, siger han til NORDJYSKE.

På dagens hold er der 14 hvalpe i alt, hvilket er noget mere end det normale niveau på seks til otte - og det skyldes selvfølgelig coronaen, der som med alt andet foreningsliv også har holdt DcH lukket i månedsvis.

Rundt omkring i rundkredsen rører flere af hvalpene uroligt på sig, mens Andreas Sandal giver instruktioner til første øvelse, og det kræver nogle rigtig gode hundekiks, hvis mor og far skal konkurrere med alt det spændende, som de små firbenede i dag oplever for første gang.

- Vi starter helt fra bunden, og sørger for at klæde såvel hunde som hundeførere godt på. Her får føreren nogle resurser og nogle værktøjer til at træne hunden derhjemme - og hunden får en masse gode oplevelser med at møde fremmede mennesker og hunde, siger Andreas Sandal.

Coronanedlukningen har vist sig som en oplagt lejlighed til at forøge familien med en lille firbenet kammerat, og det har mange nordjyder benyttet sig af. Én af dem er Lone Hansen, der deltager på holdet med labradorhvalpen Coco på 11 uger.

- Det er over 14 år siden, vi sidst havde en lille hvalp, og det føles lidt ligesom at få et lille barn igen, når vi skal op om natten og lufte hende, siger Lone Hansen, mens Coco bider i hendes snørebånd.

Hvalpetræningen henvender sig primært til hvalpe i alderen otte uger til fem måneder.

DcH Morsø

DcH er en forkortelse for ’Danmarks civile Hundeførerforening’, der blev stiftet i 1937

Foreningen er i dag Danmarks største hundesportsforening med mere end 14.000 medlemmer

DcH Morsø er blot én af 114 lokalforeninger rundt om i landet

Hundene i DcH trænes på alle forskellige planer, fra basal lydighed til konkurrenceniveau

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.