Lokalbrag på Mors: MorsØ FC tog vigtig sejr

Nordvestmors BK kunne ikke klare lokalrivalerne fra MorsØ FC

Lørdag var der igen lokalbrag mellem Nordvestmors BK og MorsØ FC. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Lørdag var der igen lokalbrag mellem Nordvestmors BK og MorsØ FC. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

ØSTER JØLBY: Det har været to vidt forskellige sæsoner indtil videre for de to Mors-hold, Nordvestmors BK og MorsØ FC i Serie 2. MorsØ FC ligger godt til i toppen af tabellen, hvor Nordvestmors BK ligger sidst med et enkelt point efter ni kampe. Derfor var der mere end bare håneretten på spil lørdag, men også vigtige point, da de to hold mødte hinanden i Øster Jølby.

Og det var topholdet fra MorsØ FC, som var skarpest og vandt kampen 3-0.

- Vi kom faktisk skidt fra start. Vores spil fungerede ikke, siger spillende træner for MorsØ FC, Mickey Berg.

- Vores optakt til kampen var ret skidt. Vores målmand blev skadet, men jeg synes egentlig vi sad på spillet den første halve time dog uden for alvor at blive farlige, siger Johnny Vestergaard, der vikarierede for Poul Bak Pedersen på Nordvestmors BK bænken lørdag.

Efter 30 minutter bragte gæsterne fra MorsØ FC sig foran. Det gjorde de på et hjørnespark, hvor Patrick Bro kom højest og headede bolden i mål. - Efter scoringen lavede vi lidt om i formationen, og så synes jeg, at vi fik bedre styr på det og pressede bedre, siger Mickey Berg.

- Vi gik til pause med en god følelse og troede på det kunne lade sig gøre, siger Johnny Vestergaard.

I anden halvleg stod der MorsØ FC på det meste. Og efter 61 minutter bragte Mickey Berg gæsterne foran 2-0. Her kom en bold fra højre side ind i feltet, som Mickey Berg sparkede fladt i målet.

Knap et kvarter senere var Mickey Berg på pletten igen. Denne gang udnyttede han en fejl i Nordvestmors BK forsvaret, og det gav han en friløber han let kunne score på.

- Det var en dyr kamp i dag. Udover vi tabte, så fik vi også skader på nøglepositioner, så den er hård ved os, siger Johnny Vestergaard.

- Da vi først fik kontrol, spillede vi godt. Vi tillod dem at have bolden en del, men de blev aldrig farlige, siger Mickey Berg.

Kampfakta:

Fodbold, serie 2

Nordvestmors BK

MorsØ FC

Resultat: 0-3

Pausestilling: 0-1

Mål: 0-1 Patrick Bro (30), 0-2 Mickey Berg (61) og 0-3 Mickey Berg (77)

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.