Måske havnens bedste udsigt: Unik byggegrund er sat til salg

Grunden må ikke bruges til boliger, kontor eller industri, understreger Morsø Kommune

Nu skal der bygges på kanten af den gamle færgehavn, i forlængelse af Café Holmen. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Nu skal der bygges på kanten af den gamle færgehavn, i forlængelse af Café Holmen. Foto: Bo Lehm

NYKØBING:Et perfekt sted at sidde i solen og nyde en øl, få en bid mad og kigge ud over lystbådene i marinaen. Det forestiller Morsø Kommune sig i hvert fald kunne være et fremtidsscenarie for et hjørne af det store, asfalterede havneområde, som i øjeblikket mest bruges til parkering, men som nu er udbudt til salg.

Helt konkret drejer det sig om et cirka 850 kvadratmeter stort areal på kanten af den gamle færgehavn ved siden af Café Holmen. Her forestiller kommunen sig, at der kan opføres en bygning på op til 500 kvadratmeter med et tilhørende udendørs opholdsareal. Fra området vil der være udsigt ud over hele lystbådehavnen.

I udbudsmaterialet bliver det slået fast, at grunden udbydes med henblik på at skabe nye, publikumsorienterede aktiviteter på Nykøbing Havn. Grunden må ikke anvendes til boligformål, liberale erhverv eller industri. I øvrigt henviser kommunen til Udviklingsplanen for Nykøbing Mors havn.

Skal være tilgængeligt

- Det skal være noget, der kan understøtte den udvikling, vi gerne vil have på havnen, og som havneplanen lægger op til. Det er en attraktiv placering, hvor der er en offentlig interesse i, at det er tilgængeligt, siger Arne Kirk, direktør for teknik og miljø i Morsø Kommune. 

Udviklingsplanen blev vedtaget af kommunalbestyrelsen i marts. Her står blandt andet:

"Arealerne omkring havnen skal udvikles, så de i højere grad kan understøtte de aktiviteter, som allerede foregår, og dem, som skal udvikles på havnen. Det drejer sig om den gamle busholdeplads, molen bag Café Holmen, arealet ved turistkontoret, Pakhuset og Øen. Der skal skabes plads og bedre faciliteter til skaldyrsfestivallen og andre events tilknyttet skaldyr, stadepladser til markeds- og festivalaktiviteter, og mulighed for etablering af f.eks. food-trucks. Samtidig skal pladserne fungere som attraktive byrum med mulighed for ophold og aktiviteter."

Frist 11. november

En ny bygning ved havnekanten indgår i planen og er allerede tegnet ind på kortene. Om sådan en bygning står der i udviklingsplanen: 

"En mindre bygning kan placeres i forlængelse af Café Holmen, markere Havnepladsens afslutning, skabe ryg for det rekreative havnebassin ved Holmen og derudover skabe en uformel og multianvendelig ramme, som kan deles af flere målgrupper på skift. Nykøbing Mors Havn mangler et uformelt mødested for den yngre målgruppe med bar, bespisning, udeservering, live musik og lignende. Ved særlige lejligheder kan Erhvervshavnen anvende en del af bygningen til midlertidig opbevaring af reservedele og lignende, så der kan frigøres plads i Pakhuset til pop-ups og andre events. Med en udeservering og adgang til vandet via slæbestedet inderst i Den Gl. Færgehavn, kan stedet blive et kajak eller SUP-stop, hvor man kan drikke en øl og nyde solen i et autentisk havnemiljø, som vi kender det fra populære steder som La Banchina og Kayak Bar ved Københavns Havn."

Fristen for at byde på projektgrunden er 11. november. 

To bud på Øen

Hen over sommeren har Morsø Kommune også haft et andet område på havnen i Nykøbing i udbud, nemlig Øen, som ikke alene består af den kunstige ø syd for bådhusene, men også alle de tilstødende arealer ud mod Klosterbugten, i alt næsten 10.000 kvadratmeter. Her har to forskellige konsortier udvist interesse for at bygge feriehuse. Derfor besluttede kommunen i foråret at sende området i udbud for at få nogle konkrete købstilbud og projektforslag. Fristen var 30. september. 

Ifølge Pia Thybo, specialist i Morsø Kommunes sekretariat, er der kommet to bud, som i øjeblikket er til vurdering.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.