Magtdemonstration af drengene fra HF Mors
En velsmurt HF Mors-offensiv smadrede søndag deres modstander
Opdateret kl. 19:58
HF Mors
SH Håndbold
43-23
Håndbold, U19 Drenge Liga
SEJERSLEV: I deres sidste kamp i U19 ligaen scorede HF Mors hele 38 mål, da de vandt over Skjern. Søndag blev det så overgået, da HF Mors på hjemmebane tromlede over deres modstander fra Sønderborg/Haderslev, da morsingboerne vandt særdeles overbevisende med hele 43-23 over rækkens suveræne bundprop. Med søndagens to point holder HF Mors snor i toppen, hvor HF Mors befinder sig på en 2. plads med et point op til 1. pladsen.
- Vi var gode hele kampen igennem, og jeg synes, at vi kom hele paletten rundt, siger HF Mors-træner Lars Krarup.
Fra kampens start var det et toptunet HF Mors-mandskab, der gik på banen. Både i offensiven og i defensiven stod hjemmeholdet stærkt. Særligt synergien mellem målmand Jacob Tøfting og defensiven var god. I offensiven viste HF Mors særdeles godt spil, og derudover var effektiviteten også uhyre høj. Efter en fantastisk første halvleg førte værterne med 21-9.
I sidste kamp mod Skjern faldt koncentrationen gevaldigt i anden halvleg for HF Mors. Dette var dog slet ikke tilfældet i søndagens opgør. HF Mors fortsatte ufortrødent, og der var ikke nogen slinger i valsen. Særligt Anders Toft var meget toneangivende i en kamp, hvor HF Mors generelt havde let spil og vandt med 43-23.
- Jeg er rigtig tilfreds med, at vi fortsatte vores koncentration og disciplin i anden halvleg, siger Lars Krarup.
Topkamp i vente
Forude venter en stor styrkeprøve, når HF Mors på torsdag møder deres nærmeste forfølgere fra Skanderborg på udebane. Den kamp ser Lars Krarup frem mod med stor glæde.
- Den kamp glæder vi os virkelig til, og vi kommer med god selvtillid til den kamp. Det bliver en virkelig god kamp mellem to gode hold, og vi vil gøre alt for at vinde den kamp, siger Lars Krarup.
Pausestilling: 21-9
Mål: Anders Toft 9, Niklas Jensen 5, Mikkel Krog 6, Magnus Norlyk 4, Victor Norlyk 4, Oscar Von Oettingen 4, Rasmus Houmøller 4, Malthe Bull 3, Nik Haaning 3 og Victor Thomadsen 1.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.