Øster Jølby

Malene ønskede sig skaterrampe: Nu sørger frivillige for at opfylde drømmen

Malene Mikkelsen ønskede sig en skaterrampe i Øster Jølby. Nu bliver den bygget hos MidtMors Sport af alle de frivillige, som ønsker at hjælpe i weekenden 17. og 18 marts.

Malene Mikkelsen ønsker sig en skaterrampe i Øster Jølby. Det vil hendes far Martin Mikkelsen (tv.) og Keld Andersen (th.) fra MidtMors Sport gerne hjælpe hende med.
Malene Mikkelsen ønsker sig en skaterrampe i Øster Jølby. Det vil hendes far Martin Mikkelsen (tv.) og Keld Andersen (th.) fra MidtMors Sport gerne hjælpe hende med. Foto: Bo Lehm

ØSTER JØLBY: 12-årige Malene Mikkelsen står på skateboard i Nørre Vorupør, når hun er i sommerhus med familien. Men når hun kommer hjem til Øster Jølby, er der ikke meget andet at skate på end ru og flad asfalt.

Derfor tog hun fat i sin far og spurgte, om ikke de kunne bygge en skaterrampe i Øster Jølby, som de har i Nørre Vorupør.

Malenes far, Martin Mikkelsen, kunne ikke lade datterens ønske gå næsen forbi, så han kontaktede Keld Andersen fra MidtMors Sport.

Martin Mikkelsen (tv.) og Keld Andersen har samlet et hold frivillige til at bygge rampen 17. og 18. marts, men alle er velkomne til at hjælpe. Foto: Bo Lehm

Overraskende interesse

Efter Malenes forespørgsel lavede Martin Mikkelsen og Keld Andersen et opslag på MidtMors Sports Facebook-side. Her fortalte de historien og spurgte, om der var nogen, der ville hjælpe med at bygge en skaterrampe i Øster Jølby.

Det var der i den grad.

- Nogle gange så bliver man jo overrasket over, hvad det er, der lige rammer folk. De har bare taget godt imod det og synes, det er vildt fedt, fortæller centerleder hos MidtMors Sport Keld Andersen.

Det viste sig nemlig, at der var en generel interesse for at få en skaterrampe. Især fra børn, men også fra voksne.

- Jeg har faktisk haft to voksne, der er kommet og sagt: "Jeg skatede dengang, jeg var dreng. Jeg skal bare i gang med at skate igen", uddyber Keld Andersen.

Nu har de samlet en række frivillige, der gerne vil hjælpe med at bygge rampen i weekenden 17. og 18. marts, men som de selv siger, jo flere des bedre.

Malene Mikkelsen ser frem til at kunne stå på skateboard i egen by. Foto: Bo Lehm

Skaterpigen og rampen

Martin Mikkelsen er håndværker, og står for den byggetekniske del, og Keld Andersen står for den praktiske og økonomiske del, som at søge penge ved fonde og byggetilladelse.

Men det er 12-årige Malene Mikkelsen, der er hjernen bag projektet. Hun har stået på skateboard i en årrække, og har også venner, der står på rulleskøjter eller skateboard.

Så hvis man spørger hovedpersonen selv, om hun ser frem til at trille ned af rampen, svarer hun prompte.

- Jeg glæder mig rigtig meget, siger Malene Mikkelsen med et smil.

Malenes far, Martin Mikkelsen glæder sig næsten lige så meget som Malene, fordi han ved, at det vil gøre hverdagen nemmere og mere tryg.

- Når vi er i sommerhus i Vorupør, er det jo skønt, fordi der er ikke så langt til en rampe. Men vi kan ikke køre hende til Vorupør for at skate. Nu kan hun bare gå herover og mødes med vennerne, fortæller en stolt Martin Mikkelsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden