Drukneulykke

Mand lå livløs på bund af svømmebassin: Reddet af livreddere i Jesperhus

Hurtig indsats fra livredder - mand kørt på hospital til et tjek

En 42-årig mand blev reddet af en kvindelig livredder i svømmehallen ved Jesperhus.- Foto: Bo Lehm
En 42-årig mand blev reddet af en kvindelig livredder i svømmehallen ved Jesperhus.- Foto: Bo Lehm Bo Lehm

Opdateret kl. 19:35

NYKØBING: En 42-årig mand blev søndag eftermiddag ved 15.30-tiden reddet op fra bunden af et fire meter dybt bassin og genoplivet i badelandet på Jesperhus på Mors.

- Vores livredder sprang i vandet, da hun blev opmærksom på, at en dreng var urolig i overfladen i den dybe ende af bassinet. I første omgang troede livredderen, at det var barnet, der var i problemer. Men hun så så en voksen mand ligge under vandet og hentede ham op. Manden var uden bevidsthed, og vores livredder-hold startede straks genoplivningen, fortæller direktør for Jesperhus Peter Overgaard.

Manden var med sin kone og tre børn dagsgæster i svømmehallen ved Jesperhus.

Den kvindelige livredder fik den 42-årige bragt op og påbegyndte genoplivning med hjertemassage, og det lykkedes i løbet af ganske få minutter at få manden ved bevidsthed igen. Imens var en anden livredder, som også var til stede i svømmehallen, løbet efter hjertestarter og havde ringet 112, men hjertestarteren kom ikke i brug, oplyser direktøren.

Samtidigt ankom ambulancen og en lægehelikopter.

- Manden fortalte, at han havde været svimmel i løbet af dagen. Så han er nu kørt til observation på Aalborg Universitetshospital i Thisted, fortæller Peter Overgaard.

Både Falcrredderne og politiet roser personalet på Jesperhus for en hurtig og professionel indsats.

Gå til relaterede emner

Forsiden