Medie: Jens-Peter Skov blev anmeldt for sexchikane i 2009
Allerede i 2009 blev kroejer Jens-Peter Skov fra Sallingsund Færgekro anmeldt for sexchikane

Arkivfoto: Bo Lehm
SALLINGSUND:Det var tilsyneladende ikke i småtingsafdelingen, en 19-årig kokkeelev måtte stå mål for, da eleven i 2009 var i lære hos Sallingsund Færgekro.
Det skriver Ekstra Bladet, som har fået aktindsigt i sagen, der blev meldt til 3F.
Eleven blev ifølge eb.dk udsat for en kniv mod skridtet, adskillige klap bagi og "en hånd hele vejen op ad inderlåret". Alt udført af Jens-Peter Skov, indehaveren af kroen.
Eb.dk skriver desuden, at den tidligere kokkeelev blev udsat for sexchikane i et omfang, at han måtte i behandling hos en psykolog. Det bad eleven via 3F Jens-Peter Skov om refusion for, ligesom 3F krævede en skærpet godtgørelse på 70.000 kroner. Eleven fik ingen af delene.
Den tidligere kokkelev valgte i samråd med 3F til sidst at droppe sagen efter knap fire måneder, da det ved forhandlingsmøder med Jens-Peter Skov ikke lykkedes at nå til enighed, skriver eb.dk.
Nordjyske har bragt et interview med Jens-Peter Skov. Her spurgte vi ham blandt andet, om han ikke som chef og offentlig person har befundet sig i en magtposition over for nogle store drenge og unge mænd, som ikke har turdet sige fra.
Hertil svarer kroejeren:
- Nu er jeg den type, der godt kan lide at nusse og kramme, og det var de i høj grad også. Det med, at de ikke er til det, kan i høj grad diskuteres. Og at jeg har inviteret dem i privaten til vin: Ja, det har jeg under visse forudsætninger. Men flere af dem var ude i noget med stoffer og problemer med familie. En blev taget i at bolle med fyre på et af kroens værelser, og det påtalte jeg. Jeg sagde: Hvis du er til fyre og tænker i de baner, så er jeg måske den bedste at spørge. Jeg kan fortælle dig, hvilke apps, du kan gå på, og hvor du kan undersøge tingene, og hvis du ikke vil spørge om tingene herovre på kroen, kan du komme hjem til Bertil (Skovs samlever, red.) og mig og spørge ind til det over et glas vin, siger Jens-Peter Skov.
Læs interviewet og flere af artiklerne om Jens-Peter Skov og sagerne på Sallingsund Færgekro her:
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.