Turisme

Mors benytter en finte til at sikre sit kommende museum og hotel

Strandbeskyttelseslinjen bliver ikke rykket ind i landet langs med lagunen i Ejerslev Havn

Der har i årevis været talt om, at gennembruddet ind til lagunen kunne få konsekvenser for kystlinjen, men dem imødekommer kommunen nu.
Der har i årevis været talt om, at gennembruddet ind til lagunen kunne få konsekvenser for kystlinjen, men dem imødekommer kommunen nu. Arkivfoto: Bo Lehm

EJERSLEV: Da der i juni blev slået hul fra Ejerslev Havn ind til lagunen bag havnebassinet, var det ikke blot en gammel drøm for de aktive havnefolk om sejlpassage og bro, som gik i opfyldelse.

Indgrebet ændrede også geografien på Nordmors, og det kunne have afstedkommet en række uheldige og utilsigtede konsekvenser. Dem tager Morsø Kommune nu hånd om ved i fuld forståelse med de statslige myndigheder at udnytte en finte i den strenge planlovgivning.

- Ved gennembruddet bliver lagunen en del af kysten. Det betyder, at strandbeskyttelseslinjen flyttes med ind i landet. Det ville give en række restriktioner, ikke blot for kommunens planer for byggeri af feriehotel og mulig placering af museum ved lagunen, men også for lokale beboere og landmænd. Det forhindrer vi nu ved at nedlægge et §14-forbud efter Planloven, siger Meiner Nørgaard (DF), formand for udvalg for teknik og miljø (utm).

Kystlinjen ligger dermed fast

Herved kan Kystdirektoratet ikke kræve strandbeskyttelseslinjen ændret. Forbuddet gælder højst for et år, men kommunen kan gøre det permanent ved i mellemtiden at gøre et lokalplanforslag klar, som så kan vedtages efterfølgende. Med forbudsbestemmelsen tillægger kommunalbestyrelsen en fremtidig lokalplan en forudgående retsvirkning. Et forbud skal udtrykkeligt angive, hvilke nærmere retslige eller faktiske dispositioner, forbuddet gælder. Forbuddet skal være begrundet i planlægningsmæssige forhold.

- Den procedure har direktoratet nikket ja til. Vi er nødt til at følge proceduren, for ellers forpasser vi muligheden. Vi har siden 2009 haft en kommuneplanramme for et feriehotel placeret inderst ved lagunen, og der er også den mulighed, at et kommende fossil- og molermuseum vil blive placeret her tæt ved Ejerslev Havn, som har udviklet sig til at være den næstmest besøgte turistattraktion på Mors efter Jesperhus, siger Meiner Nørgaard.

Feriehotellet er tænkt en placering inderst i lagunen bagest i billedet. Arkivfoto: Troels Laursen

15 personers ad hoc-udvalg

Hans udvalg har godkendt kommissoriet for det §17,4 udvalg, der skal arbejde med planerne for dette museum og styrkelsen af formidlingen af moleret. Dette delvist eksterne udvalg skal frem til maj næste år komme med anbefalinger til utm. Blandt de omkring 15 medlemmer bliver der repræsentanter for den kommunale forvaltning, for interne og udenøs museer og attraktioner, for Destination Limfjorden, uddannelsesinstitutioner og ungdomsorganisation. Fra kommunalbestyrelsen udpeges foruden formanden Poul Roesen (K) Meiner Nørgaard, Niels Kristian Østergaard (S), Tage Andersen (V) og Poul Kristensen (S). 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden