Mors-protest mod statens vandområdeplaner
Vandet i Limfjorden strømmer både mod øst og mod vest, påpeger udvalgsformand, der har sin forvaltning i ryggen i et kritisk høringssvar til statens udkast til vandområdeplan
MORS: - Staten forudsætter, at vandet i Limfjorden ensrettet strømmer fra vest mod øst. Men sådan er de faktiske forhold ikke. Der er stor vandudskiftning i begge retninger ved Thyborøn Kanal i vest og Langerak i øst. Men den antagelse, staten lægger frem, har som konsekvens, at man ikke mener, der vindes noget ved at anlægge nye vådområder øst for en diagonal linje tværs gennem Mors. Så selv om vi har flere vådområdeprojekter på tegnebrættet i det område, vil vi ikke kunne realisere dem, hvis dette bliver en del af vandområdeplanen.
Sådan siger Meiner Nørgaard (DF), formand for udvalg for teknik og miljø i Morsø Kommune. Hans udvalg har godkendt et høringsvar til de statslige vandområdeplaner for tredje planperiode, der løber fra 2022 til 2027. Det er ikke let at forstå teknikaliteterne i vandgennemstrømningen , men politikerne har teknik- og miljø-forvaltningen bag sig i et svar, der både rummer anerkendelse og skarp kritik. Og man har diskuteret og afstemt sin holdning med Limfjordsrådet i erkendelse af, at Danmarks største fjord må ses i et helhedsperspektiv, hvis en indsats for et sundere vandmiljø skal have effekt.
Stop for vådområder
For at tage vådområderne, så ligger Morsø Kommune forrest i Limfjords-kommunernes felt med fire gennemførte projekter og tre under realisering. Men kommunen vil faktisk gerne fremme yderligere projekter, der har den effekt at mindske afløbet af næringsstoffer til fjorden gennem bundfældelse.
- Men det bremser man altså nu, hvor der efter oplægget ikke vil kunne laves vådområder i kystoplandene til Kås Bredning, Venø Bugt og Løgstør Bredning. Samtidig gør planen intet ud af af forbedre tilstanden i de 13 søer i kommunen, hvor miljømålene ikke er nået. Søer som blandt andre Sønder Vig og Jølby Nor bør som minimum have en sørestaurering, hvor man formindsker tilstrømningen af fosfor, siger Meiner Nørgaard.
Morsø kritiserer også, at grundlaget for at udpege indsatser i vandområdeplanerne er mangelfuldt, idet et eller flere af kvalitetelementerne for stort set samtlige vandløb på Mors har en ukendt tilstand. Kommunen opfordrer Miljøstyrelsen til at skærpe overvågningen og desuden hente de nyeste data ind, eksempelvis over fiskebestanden.
Desuden betvivles det fornuftige i at kræve samtidighed i indsatsen, idet et omkostningstungt delelement derved kan spærre for, at resten af et vandløb eller vandområde får gennemført sin indsats.
- I det store og hele tvivler vi på effekten, idet der simpelthen ikke er sat penge nok af til at gennemføre indsatsen. Så det er et kritisk brev, vi hermed sender over til staten, siger Meiner Nørgaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.