Mors-Thy 2 buldrer videre
Reservemandskabet fra Mors-Thy 2 fortsatte deres gode sæsonstart
Aalestrup IF
Mors-Thy 2
23-32
Håndbold, 2. division herrer
AALESTRUP: Modsat ligaholdet fra Mors-Thy så har reservemandskabet fra Mors-Thy 2 fået en fantastisk start på sæsonen i 2. division. Lørdag tog mandskabet fuldstændig brodden af et ellers stærkt Aalestrup-hold og vandt med de komfortable cifre 32-23 i Aalestrups egen hule. Med lørdagens sejr står Mors-Thy noteret for tre sejre i samme antal kampe.
- Aalestrup er et godt hold, men vi splittede dem fuldstændig ad i anden halvleg, siger Mors-Thy-træner Flemming Hangaard.
Med cirka 300 Aalstrup-tilskuere i hallen kom Mors-Thy under pres fra lægterne fra start. Det virkede dog ikke som en hindring for det unge mandskab. Mors-Thy spillede hurtigt i første halvleg, og samtidig kom Viktor Warrer i målet godt fra start. Til tider gik det dog en smule for hurtigt for Mors-Thy 2, der i slutningen af første halvleg begyndte at smide bolde væk. Mors-Thy 2 gik til pause foran med 15-13.
Fra starten af anden halvleg gjorde Flemming Hangaard brug af en bagkæde bestående af U19-spillerne Niklas Jensen, Victor Thomadsen og Victor Norlyk. Brugen af den unge bagkæde viste sig at være en god ide, for kort tid inde i anden halvleg havde U19-spillerne drevet gæk med Aalstrup og givet Mors-Thy en komfortabel føring på syv mål. I resten af kampen byttede de to hold mål, og Mors-Thy vandt med 32-23.
- Vi spillede så godt, som jeg håbede på, at vi kunne, siger Flemming Hangaard, der samtidig sender store roser til U19-spilleren Nik Haaning, der grundet skader var tvunget væk fra sin vante plads som bagspiller og ind på stregen.
- Nik er inde i en helt fantastisk udvikling, og han gjorde det virkelig godt i dag. Nik brokker sig aldrig, og så går han 100% til den. Det var der mange unge mennesker, der kunne lære noget af, siger Flemming Hangaard.
Pausestilling: 13-15
Mål: Viktor Bergholt 9, Jacob Hansen 6, Anders Svarrer 5, Victor Norlyk 4, Victor Thomadsen 3, Mads Brund 2, Nicklas Jensen 1, Nik Haaning 1 og Rasmus Knudsen 1.