Morsø bliver årets uddannelseskommune
Vinder Dansk Industris pris, som uddeles torsdag på Ung Kult-scenen på Kulturmødet Mors
Opdateret kl. 18:06
MORS: Næsten 8.000 virksomheder er blevet spurgt om deres kommunes indsats for uddannelsen af de lokale unge, og Morsø Kommune kommer ud som vinder. Det er især kommunens evne til at få flest unge til at vælge en erhvervsuddannelse og kvaliteten af folkeskolen, hvor Mors skiller sig ud i Dansk Industris (DI) landsdækkende undersøgelse.
- Mors er en fortjent vinder. Både vurderingen fra virksomhederne og de statiske parametre peger på Morsø som den bedste uddannelseskommune. Via praktikforløb og andre samarbejder mellem de lokale virksomheder og folkeskolen åbnes det lokale erhvervsliv for unge i udskolingen og gør erhvervsuddannelserne nærværende, når de unge skal vælge uddannelse. Det er til glæde for både de unge og de lokale virksomheder, som mangler faglært arbejdskraft. Tilmed er kvaliteten af folkeskolen høj, siger underdirektør i Dansk Industri Signe Tychsen Philip, der fortsætter:
- Anerkendelsen til Mors viser, at man som kommune i samarbejde med lokale virksomheder kan gøre meget for at holde på de unge og dermed på lokalsamfundets arbejdskraft, siger underdirektøren. Hun vil selv komme til Nykøbing torsdag for at overrække prisen til Morsøs borgmester Hans Ejner Bertelsen under Kulturmødet Mors. Det sker meget passende klokken 15 fra Ung Kult scenen på Næssundvej 3 lige uden for Højbro.
God erhvervspraktik
Morsø Kommune henviser på uddannelsesområdet Varde, Rebild, Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern kommuner til de næste fire pladser i top 5.
- På vegne af Morsø Kommune vil jeg gerne sige tak til Dansk Industri for kåringen, som vi er meget stolte over. For den bekræfter det stærke samarbejde, som vi har omkring at skabe gode rammer for de unge på Mors. Det gælder blandt andet for erhvervspraktikken og valg af uddannelse. Vi har dygtige medarbejdere og samarbejdspartnere, som fortjener en stor tak. Vi må bestemt heller ikke glemme de unge selv og deres forældre, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen (V). Han tilføjer:
- De lokale virksomheder skal også have stor ros for at tage de unge seriøst i praktikken og inspirere dem til uddannelse og deres fremtidige arbejde. Kåringen er resultatet af, hvad vi kan udrette sammen her i området, og den inspirerer os til at forsætte og udvikle indsatsen.
Gode erfaringer
Hos erhvervslivet mærker de også det gode samarbejde med Morsø Kommune. Automationsvirksomheden Bila har gode erfaringer med erhvervspraktikanter og lærlinge.
- Hos Bila glæder vi os over prisen. Det betyder rigtig meget for virksomhederne og for Mors generelt, at kommunen skaber nogle gode rammer på uddannelsesområdet. Bila har et godt samarbejde med Morsø Kommune især om at få skoleelever i erhvervspraktik. Det er vigtigt for os, at vi sammen kan give de unge mennesker nogle gode oplevelser, så flere af dem vender tilbage til Bila og uddanner sig her, siger CEO Per Bech Rasmussen, Bila A/S.
Uddannelsesprisen er en del af DIs store undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed, Lokal Erhvervenlighed 2022, som bliver offentliggjort den 6. september.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.