Morsø FC kæmpede sig til point mod Mejrup

Med en god arbejdsindsats fik Morsø FC tilkæmpet sig et point mod Mejrup

Morsø FC og træner Brian Rettig fik rejst sig efter onsdagens nederlag mod Holstebro <i>Arkivfoto: Claus Søndberg</i>

Morsø FC og træner Brian Rettig fik rejst sig efter onsdagens nederlag mod Holstebro Arkivfoto: Claus Søndberg

MEJRUP:Morsø FC skulle lørdag forsøge at rejse sig efter at morsingboerne i onsdags havde tabt til Holstebro. På udebane mødte Morsø FC rækkens 2. plads fra Mejrup, og selvom hjemmeholdet fra Mejrup i perioder pressede Morsø FC, så fik gæsterne arbejdet sig til et point, efter at kampen endte 2-2.

- Det var vældig tilfredsstillende at vi fik et point. Der blev arbejdet for tingene i dag, og selvom vi til sidst i kampen var presset på ressourcer, så tog spillerne arbejdshandskerne på, siger Morsø FC-træner Brian Rettig.

Fra kampens start lagde Mejrup et stort tryk på Morsø FC, men morsingboerne fik afvist Mejrups tilnærmelser på et føringsmål. I det 12. minut kom Morsø FC så foran, da Mathias Andersen først løb fra Mejrup-defensiven og efterfølgende fandt Mathias Sørensen i feltet. Efter målet var Mejrup mest spilstyrende, mens Morsø FC satsede på omstillinger. I det 25. minut fik Mejrup så udlignet i en situation, hvor kommunikationen i Morsø FC-defensiven fejlede i forbindelse med et indlæg. I resten af første halvleg faldt der ikke flere scoringer.

Anden halvleg startede dårligt ud for Morsø FC, der allerede i det 48. minut kom bagud med 1-2. Mejrup fik tilkendt et frispark på kanten af feltet, og på fornem vis bragede en Mejrup-spiller bolden i mål. Trods det hurtige føringsmål til hjemmeholdet, så lod Morsø FC sig ikke slå ud. Mejrup kom dog tæt på en tredje scoring, da en af hjemmeholdets spillere forsøgte sig med et langskud, men en stærk redning af Morsø FC-keeperen holdte gæsterne inde i kampen. Morsingboerne arbejdede sig ind i kampen igen, og i det 65. minut fik de udlignet. Efter et hjørnespark opstod der lidt klumpspil, og her stod Mathias Andersen klar til at sørge for udligningen til 2-2. Efter føringsmålet kom ingen af holdende for alvor frem til de store chancer, og derfor endte kampen 2-2. 

Med lørdagens resultat er Morsø FC placeret på rækkens 5. plads med fire point ned til nedrykning og fem point op til 2. pladsen.

- Vi har spillet mange kampe uafgjort, og desværre så rykker de jo kun et point, siger Brian Rettig.

Kampfakta

Fodbold, Serie 2

Mejrup GF

Morsø FC

Resultat: 2-2

Pause: 1-1

Mål: 0-1 Mathias Sørensen (12) 1-1 (25). 2-1 (48). 2-2 Mathias Andersen (65).

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.