Borgmesteren

Morsøs borgmester: Hvad i alverden skal vi gøre?

Hård grænse mellem Morsø og Thisted kommuner giver foreløbig flere spørgsmål end svar

- Dagen igennem har vi haft hektisk aktivitet med direktionsmøder, kontaktrådsmøder og kontakter til KL, sagde borgmester Hans Ejner Bertelsen fredag. Arkivfoto: Bo Lehm
- Dagen igennem har vi haft hektisk aktivitet med direktionsmøder, kontaktrådsmøder og kontakter til KL, sagde borgmester Hans Ejner Bertelsen fredag. Arkivfoto: Bo Lehm

Opdateret kl. 20:28

MORS: - Det har været en travl dag og en næsten uvirkelig situation. Pludselig bliver kommunegrænser markante og fysiske. Men de kritiske funktioner, såsom sundheds- og pleje, børn og undervisning, socialområdet, energiforsyning, vand og affaldssortering er i hovedtræk friholdt. Og godstransport er mulig i form af, at vores virksomheder må køre ud til de syv berørte kommuner, mens transporter herfra og til os ikke er tilladt.

Sådan siger borgmester Hans Ejner Bertelsen (V), Morsø Kommune, om den fredag, hvor Mors blev isoleret fra de særligt coronaramte kommuner mod vest og nord af regeringens skærpede restriktioner. Det har rejst flere spørgsmål, end der foreløbig er givet svar på.

Masser af mødeaktivitet

- Dagen igennem har vi haft hektisk aktivitet. Vi har holdt direktionsmøde om situationen. Der har været kontaktrådsmøde mellem de 11 kommuner for at afklare, hvor vi her især står i det her. Men mange af spørgsmålene er vi nødt til at kanalisere videre til Erhvervsstyrelsen. Vores erhvervsråd har lagt det op på sin hjemmeside, så man kan henvende sig den vej. Det er ekstremt svært at svare rigtigt på disse spørgsmål: Hvem må og hvornår må man køre over kommunegrænsen? Hvilke job er kritiske? Er en robot i en fødevarevirksomhed, som Bila har leveret i den sammenhæng vigtigere end en såmaskine fra He-Va?, spørger borgmesteren.

- Jeg ved, at en virksomhed som Idealcombi i Hurup fra mandag mangler 200 mand, som den normalt trækker ind fra andre kommuner. Jeg kunne forestille mig, at øens egne store vinduesfabrikker såsom KPK og Outrup er i lignende situationer. Så regeringens udmelding om at holde produktionsvirksomheder i gang, skal måske tages med et gran salt, siger Hans Ejner Bertelsen.

Ingen svar endnu

Han tilføjer, at Morsø Kommune søger at få svar gennem en hotline til KL - Kommunernes Landsforening.

Men som kommune har I ikke fået særskilte svar i løbet af fredag?

- Nej. Jeg ved, at vores børne- og kulturdirektør efter et internt møde sendte spørgsmål klokken otte i morges, og de fleste af dem havde han ikke fået svar på her ved lukketid fredag. Men vi er blevet lovet svar, så vi har aftalt at mødes igen i løbet af weekenden, siger borgmesteren.

Dog står det klar, at morsingboer fortsat må tage til Thisted for at blive testet for corona.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden