Mystisk hærværk: Chokerede beboere vågnede ved lyden af knuste ruder

Syv steder på Mors fik folk natteroen forstyrret, da der blev smadret ruder i deres villaer

Arkivfoto

Arkivfoto

MORS:Midt- og Vestjyllands Politi er på jagt efter en ukendt gerningsmand, som natten til torsdag hærgede på Mors. Syv steder er der uden varsel smadret vinduer i villaer, oplyser politikommissær Jørgen Jensen, lokalpolitiet i Thisted.

Hærværksmanden har været på spil i tidsrummet fra kl. 00.08 til henad klokken seks, hvor der blev kastet en afmærkningspæl gennem en rude i et hus i Fjallerslev. Kort forinden, klokken 05.52 var der ligeledes kastet en markeringspæl gennem en rude i et hus i Redsted.

Den første melding fra forskrækkede beboere der var blevet vækket af knust glas kom til politiet kom fra Solbjerg, hvor to vinduer var blevet smadret i en villa. Det skete kl. 00.08.

Næste melding om hærværk kom kl. 02.23 fra Vester Assels, hvor et vindue var blevet smadret. Her blev der fundet et arbejdsspyd i nærheden af det smadrede vindue.

Kl. 02.44 var den gal igen. Denne gang gik det udover et hus i Sindbjerg, hvor en rude var blevet knust.

En halv time senere var hærværksmanden på spil i Glomstrup, hvor der klokken 03.16 kom en melding om rudeknusninger. Her er det gået ud over to huse.

De forskrækkede beboere har kun kunnet give et sparsomt signalement af gerningsmanden. En mand er set køre væk i en bil, og der er flere forskellige opfattelser af, hvilken slags bil der er tale om.

Fire af stederne er der ikke fundet spor af et gerningsvåben.

- Vi hører meget gerne fra vidner eller andre som har set noget mistænkeligt de pågældende steder i løbet af natten, siger vagtchef Ole Vanghøj, Midt- og Vestjyllands Politi.

En af anmelderne fortæller, at der også skulle have været smadret ruder i området for et par uger siden, men det skal politiet have undersøgt nærmere,.

Midt- og Vestjyllands Politi hører gerne fra personer som har oplysninger i sagen på telefon 114.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.