Fodbold

Nedrykning truer: Nordvestmors taber igen

Det begynder at ligne Serie 3 for Nordvestmors BK i næste sæson

Nordvestmors BK er inde i en dårlig periode, hvor de endnu ikke har vundet i denne sæson.Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Nordvestmors BK er inde i en dårlig periode, hvor de endnu ikke har vundet i denne sæson.Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

ØSTER JØLBY: Nordvestmors BK har akut brug for point, hvis de også skal spille Serie 2 i næste sæson. Morsingboerne ligger fortsat sidst med et point, og det blev der heller ikke ændret på lørdag eftermiddag, da Struer Humlum Fodbold kom på besøg. Her tabte Nordvestmors BK nemlig med 2-6.

- Vi har svært ved at få det til at fungere. Det positive i dag er, at vi producerer masser af chancer og burde have scoret flere, men det negative er selvfølgelig, at vi laver for mange fejl, der bliver til mål, siger træner for Nordvestmors BK, Poul Bak Pedersen.

Allerede efter otte minutter kom Nordvestmors BK bagud, da en bold blev spillet fri til en umarkeret spiller fra Struer Humlum Fodbold. Men kort tid efter slog Nordvestmors BK tilbage. Her blev en bold spillet i dybden til Mathias Hansen, som udlignede til 1-1.

Nordvestmors BK fortsatte med at skabe chancer, men efter 22 minutter var det igen gæsterne, som fik bolden i mål efter et gennemspillet angreb. Og kort tid inden pausen blev det også 1-3.

- Vi er desværre der, hvor nederlagene begynder at være selvforstærkende. Folk bliver bange for at lave fejl og for at tage ansvar, og det gør det rigtig svært, siger Poul Bak Pedersen.

I anden halvleg fortsatte kambilledet fra første halvleg. Nordvestmors BK kom frem til chancer, men personlige fejl blev dyre. Efter 74 minutter udnyttede Struer Humlum Fodbold igen en fejl og scorede til 1-4, og fem minutter senere var gæsterne på pletten igen.

I overtiden kom gæsterne også på 1-6. Kort før slutfløjtet fik Mathias Hansen reduceret til 2-6, da han sparkede et fladt indlæg fra højre i mål.

- Vi har ryggen mod muren, og der er ikke noget at rafle om. Men vi tager en kamp af gangen for at vende det mentale paradoks og forhåbentlig skabe nogle resultater, siger Poul Bak Pedersen.

Kampfakta:

Fodbold, serie 2

Nordvestmors BK

Struer Humlum Fodbold

Resultat: 2-6

Pausestilling: 1-3

Mål: 0-1 (8), 1-1 Mathias Hansen (14), 1-2 (22), 1-3 (42), 1-4 (74), 1-5 (79), 1-6 (90) og 2-6 Mathias Hansen (90)

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden