Nej til kæmpegarage i villakvarter
Om igen, siger politisk udvalg til en villaejer fra Frøslev
FRØSLEV: - En 99 kvadratmeter stor garage tæt på skel i et boligkvarter! Det er altså for voldsomt, og det går vi ikke med til. Her er vi fuldt på linje med vores forvaltnings indstilling. Vi afslår ansøgningen.
Det siger Meiner Nørgaard (DD), formand for udvalg for teknik og miljø i Morsø Kommune. Forleden havde udvalget en byggeansøgning på dagsordenen fra en villaejer på Rødebro i Frøslev. Ansøgeren vil rive en eksisterende garage på 28 kvadratmeter ned og erstatte den af en ny på 99 kvadratmeter. Der er efter det oplyste ikke tale om erhvervsformål.
På flere ledder overskrider det ansøgte det, der er byggeret til i bygningsreglementet. Således vil der kun være 40 centimeter til naboskel, hvor er kravet er minimum 2,5 meter. Bygningen ville også blive næsten en meter højere end de på dette sted tilladte 2,5 meter.
Der er tidligere givet tilladelse til overskridelse af byggeretten i forhold til højden på en ejendom på den samme villavej. Her tillod man en højdeoverskridelse på 70 centimeter, fordi denne garage vendte ind imod Frøslev Skoles parkeringsplads, hvorved den ikke generede med lysforhold og indblik. Det aktuelle byggeri ville derimod støde op til andre enfamiliehuse.
Når der søges om byggeri, som ligger ud over det, der er byggeret til, skal politikerne spørges. De skal foretage en helhedsvurdering ud fra indpasning i området, hensynet til naboer og friarealer på ejendommen. Og det er hermed sket.
- Vi afslår, men vi opfordrer ansøger til at beskære sit projekt, som vi så vil se på igen, siger Meiner Nørgaard.
Det har ansøgeren ellers afslået at gøre i første omgang. Teknik & Miljø har ikke fundet det nødigt at sende projektet i nabohøring, da der alligevel blev lagt op til afslag på ansøgningen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.