KV21 Morsø

Ni lister med 64 navne på Mors

I forhold til 2017 er der seks gengangere og tre nye partier, som bejler til Morsø Kommunalbestyrelse

Stemmeafgivning i Nykøbing Hallen 2017. Snart går det løs igen. Arkivfoto: Bo Lehm

Stemmeafgivning i Nykøbing Hallen 2017. Snart går det løs igen. Arkivfoto: Bo Lehm

MORS:Ni partier bejler til Morsø Kommunalbestyrelse ved valget 16. november. De opstiller tilsammen 64 kandidater. Det blev facit, da fristen for opstilling udløb mandag klokken 12.

I forhold til kommunalvalget i 2017 er antallet af lister øget med to. Og det er heller ikke helt de samme partier, som stiller op i forhold til for fire år siden.

Venstre, som næsten hver anden vælger på Mors stemte på i 2017, har fleste navne på stemmesedlen. Nemlig 19, som er samme antal V-kandidater som for fire år siden. Venstre har i øjeblikket 11 pladser i kommunalbestyrelsen efter at have mistet et undervejs.

Herefter følger Socialdemokratiet, som mere end hver fjerde Mors-vælger satte kryds ved i 2017. Det gav seks pladser, som siden blev reduceret til fem. I 2017 var der 16 S-kandidater at vælge imellem. Denne gang er der 13.

Enhedslisten er det parti, der har tredjeflest kandidater denne gang. Nemlig syv mod fem i 2017, hvor partiet var tæt på, men ikke fik nok stemmer til at komme ind.

Det gjorde Det Konservative Folkeparti heller ikke. Nu forsøger partiet med dobbelt så mange kandidater - seks mod tre.

To folkepartier med fem hver

Både Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti opstiller fem kandidater denne gang. I 2017 stillede SF slet ikke op på Mors, men blev siden repræsenteret ved Viggo Vangsgaard, som kom over fra Socialdemokratiet. DF kom derimod ind ved valget og fordoblede tilmed sit mandattal til to ud ad af ni opstillede.

Radikale Venstre var heller ikke at finde på stemmesedlen i 2017. I mellemtiden har partiet fået Jette Jepsen i byrådssalen, idet hun i perioden skiftede over fra Venstre.

Demokratisk Balance, det rene Mors-parti, har denne gang tre navne på listen. DB har en plads i nuværende kommunalbestyrelse.

Færrest kandidater har et nyt parti, nemlig to. Det er Nye Borgerlige.

I forhold til sidst har Liberal Alliance opgivet at stille op på Mors denne gang. I 2017 kom partiet ikke ind.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skandinavisk koncern køber ikonisk nordjysk ferieresort
Luk