Nordvestmors BK tabte igen: - Vi havde fortjent minimum et point
Fodbold: Nordvestmors BK udbyttede ikke chancerne mod Løgstør IF
ØSTER JØLBY: Hvis Nordvestmors BK skal overleve i Serie 1, skal klubben skaffe flere point på kontoen. Derfor var der vigtige point på spil søndag eftermiddag, da Løgstør IF kom på besøg. Men desvære for morsingboerne endte det med endnu et nederlag.
- Jeg synes, at vi spillede en god kamp i dag, og vi havde fortjent at få minimum et point med, siger træner for Nordvestmors BK, Morten Vester.
Det var gæsterne fra Løgstør IF, der fik den bedste start på kampen, da de efter 16 minutter bragte sig foran. Men den scoring rystede ikke hjemmeholdet, og to minutter senere var der udlignet. Den scoring kom efter, at Nordvestmors BK erobrede bolden på midten og spillede fem hurtige pasninger op ad banen. Her endte bolden ude i venstre side, hvor der blev slået et indlæg, som Jesper Jensen fik headet i mål.
I anden halvleg fortsatte det gode spil for hjemmeholdet, der var tæt på at score først på et hovedstød og senere på en friløber.
- Vi var opmærksomme på, at Løgstør var farlige på kontra, men vi formåede alligevel at skabe de chancer, som kunne have givet os sejren, siger Morten Vester.
Desvære for hjemmeholdet opsnappede Løgstør IF en bold i de døende minutter og gjorde det til resultatet 1-2.
kampfakta:
Fodbold, serie 1
Nordvestmors BK
Løgstør IF
Resultat:1-2
Pausestilling: 1-1
Mål: 0-1 (16), 1-1 Jesper Jensen (18), 1-2 (88)
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.