Nordvestmors måtte nøjes med uafgjort: - Det var to hold med to meget forskellige tilgange

Spillerne fra Nordvestmors BK mødte lørdag hård fysik

Nordvestmors havde håbet på mere, men måtte nøjes med uafgjort. Arkivfoto: Bo Lehm

Nordvestmors havde håbet på mere, men måtte nøjes med uafgjort. Arkivfoto: Bo Lehm

Nordvestmors BK

Støvring IF

1-1

Fodbold, serie 1

ØSTER JØLBY: Lørdag eftermiddag skulle spillerne fra Nordvestmors BK igen forsøge at hente en sejr i Serie 1, da de på hjemmebane fik besøg af Støvring IF. Den mission lykkedes ikke, og begge hold måtte tage til takke med et point efter en uafgjort på 1-1.

- Jeg vil mene, at Støvring IF er et hold, som vi skal kunne slå komfortabelt, men vi havde desværre et par skader og afbud til dagens kamp, så der var flere spillere, der måtte spille væk fra deres vante position, siger Morten Vester, der er træner for Nordvestmors BK.

Nordvestmors BK fik ellers en god start på kampen og bragte sig foran efter seks minutter. Her modtog Rasmus Jensen bolden på midten af banen og driblede forbi et par spillere fra Støvring IF. Cirka fem meter udenfor feltet sparkede han et velplaceret skud fra venstre side over i højre målhjørne og gjorde det til 1-0.

Føringen holdt dog ikke længe, fordi fem minutter senere modtog en spiller fra Støvring IF en returbold og sparkede den i mål til 1-1. Herefter var det småt med chancer til begge hold, men midt i første halvleg var Anders Bull fra Nordvestmors BK tæt på at loppe bolden i mål, men Støvring IF’s målmand fik kastet sig tilbage og reddet den.

I anden halvleg fortsatte det med at være småt med chancer, og Nordvestmors havde svært ved at spille sig igennem et fysisk stærkt Støvring-mandskab.

Støvring IF forsøgte sig med en masse indlæg, men Nordvestmors BK’s forsvarsspillere fik headet boldene væk hver gang og undgik de store chancer mod sig.

- Det var to hold med to meget forskellige tilgange. Støvring IF havde et par store folk oppe foran, som de forsøgte at spille lange og høje bolde på, hvor vi gerne ville spille bolden op nede fra. I anden halvleg lykkedes det bedre, men det var generelt en meget chancefattig kamp, siger Morten Vester.

Nordvestmors BK har efter lørdagens kamp seks point for seks kampe i Serie 1.

Kampfakta

Fodbold, serie 1

Nordvestmors BK

Støvring IF

Resultat: 1-1

Pausestilling: 1-1

Mål: 1-0 Rasmus Jensen (6) og 1-1 (11)

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.