Fodbold

Nordvestmors smed sikker føring

Kræfterne løb op for Nordvestmors BK i anden halvleg

Arkivfoto.
Arkivfoto.

THYBORØN: Lørdag var Nordvestmors BK igen i aktion i Serie 2, da de på udebane mødte Team Tangen. Her viste Nordvestmors BK gode takter, men til sidst løb de tør for kræfter og måtte se sig slået 2-3.

- Det var nat og dag i dag. I første halvleg spillede vi noget af det bedste denne sæson, men i anden halvleg slap luften op, siger træner for Nordvestmors BK, Poul Bak Pedersen.

Nordvestmors BK kom godt fra start og spillede sig frem til flere gode muligheder. Men efter et kvarter fik Team Tangen tilkendt et straffespark. Heldigvis for morsingboerne havde Magnus Bekhøj i målet læst skuddet og reddede sparket.

Efter cirka en halv time spillet kom forløsningen for Nordvestmors BK. Her blev Anders Krogh Bruun spillet fri i dybden og scorede. Fem minutter senere fordoblede Tobias Blåbjerg føringen, da han ligeledes blev spillet fri i dybden og scorede til 2-0.

- I pausen var vi ovenpå både fysisk og mentalt, og vi snakkede om, at vi skulle gøre det færdigt, siger Poul Bak Pedersen.

Men et kvarter inde i anden halvleg begyndte kræfterne at slippe op for Nordvestmors BK, og Team Tangen fik bedre fat om kampen.

- Vi bgyndte at træffe de forkerte beslutninger i vores opbygning, og for mange gange sparkede vi en lang bold, som de let kunne plukke ned, siger Poul Bak Pedersen.

Nordvestmors BK prøvede at stå imod, men efter 75 minutter reducerede hjemmeholdet til 1-2 på et hovedstødsmål. Og seks minutter senere udlignede de på en lignende scoring.

Med fem minutter igen fik Team Tangen tilkendt endnu et straffespark, da en angriber blev nedlagt i feltet. Her var hjemmeholdet sikker og scorede det afgørende mål til 3-2.

- Vi prøvede at presse på til sidst, men vi havde ikke mere. Så det er en ærgerlig følelse, vi står med, fordi hvis vi havde fortsat takterne fra første halvleg, så havde vi vundet, siger Poul Bak Pedersen.

Kampfakta:

Fodbold, Serie 2

Team Tangen

Nordvestmors BK

Resultat: 3-2

Pause: 0-2

Mål: 0-1 Anders Krogh Bruun (32), 0-2 Tobias Blåbjerg (37), 1-2 (75), 2-2 (81) og 3-2 (85)

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden