Nu bygges hal til madaffald fra Mors

Hal på Præstbrovej vil stå klar i november. Det bliver private firmaer, som skal håndtere affaldet

Det er denne grund, der er nabo til muslingsskalhallen, som nu skal bebygges og indrettes. Arkivfoto: Bo Lehm

Det er denne grund, der er nabo til muslingsskalhallen, som nu skal bebygges og indrettes. Arkivfoto: Bo Lehm

MORS:Det giver på sin vis god mening, at Morsø Kommune nu vil opføre en hal lige over for det erhvervsområde, der engang fik navnet Morsø Food Park.

Hallen skal nemlig bruges til at omlade fødevarer, dog i affaldsform. Det drejer sig om den såkaldte omlastehal, hvor de nedbrydelige papirposer med bioaffald fra husholdninger i Morsø Kommune skal samles og lastes i lukkede containere, der kan rulles på lastbiler og transportere til den aktør, der skal omdanne det til biogas.

I øjeblikket samles poserne i åbne containere på Morsø Forsynings plads ved Østre Strand Renseanlæg, og det er egentlig ikke tilladt. Meiner Nørgaard (DF) formand for udvalg for teknik og miljø, udtrykte da også for et år siden håb om at finde en mere permanent løsning inden sommeren 2021, men den plan holdt ikke.

- Allerede i 2020 afsatte vi penge på budgettet til hallen. Nu skal den bygges for de 4,5 millioner kroner, som henstår. Forsinkelsen skyldes især, at vi har måtte arbejde på at finde løsninger, efter at klimaplanen, som blev vedtaget i 2020, satte stop for, at kommuner fremover må sortere deres affald selv. Det skal i udbud, siger Meiner Nørgaard.

Det er ikke sket endnu, så endnu en tid vil affaldet blive kørt til en forsyningsvirksomhed i Billund Kommune. Og selve driften af den hal, der nu bygges, vil formentlig også komme i udbud i overensstemmelse med den nye miljølov.

- Vi skal have gennemført udbud på håndtering og modtagelse af alle typer affald og genbrugsmaterialer, men Præstbrovej 16 bliver stedet, hvor det skal finsorteres, omlades og videretransporteres. Her er der ikke naboer, som vil kunne generes af lugt- og støj, siger udvalgsformanden.

Plan godkendt af udvalg

Hallen bliver 50 meter lang og kommer til at ligge op mod Vilsund Blues hal til muslingeskaller på nabogrunden. Den nye hal vil få et højtsiddende ventilationsanlæg og en logistik, der er tilpasset formålet. Herunder et udendørs vejeanlæg til lastbiler.

Der sættes af til byggeriet her i januar, og der byggemodnes i maj. Omkring påske midt i april sendes byggeriet i udbud som totalentreprise. Hallen skal stå færdig i uge 46 i sidste halvdel af november. Udvalget for teknik og miljø godkendte denne projektplan i denne uge.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.