47-årig er klar til valgkamp: Jens vil være socialdemokratisk borgmester på Mors
Socialdemokratiet på Mors har fundet manden, der skal vriste borgmesterposten fra Venstre til valget i 2025
Opdateret kl. 12:53
"Jeg står med nogle overvejelser for det tilfælde, at det skulle blive mig, der bliver peget på. Jeg tænker kone og børn, at jeg er fodboldtræner, spiller musik og har mit lærejob. Og så det, at jeg har været i politik i 10 år og gradvis er kommet tættere på magten. Den gryde er ikke helt færdig med at koge endnu".
Sådan sagde Jens Dahlgaard, da NORDJYSKE i oktober sidste år spurgte ham om, hvordan han så sig selv i rollen som Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Morsø Kommune.
Anledningen var, at partiet dengang havde meldt ud, at medlemmerne kunne komme med forslag både til partiets borgmesterkandidat til kommunalvalget i november 2025 - og også til partiets øvrige kandidater til kommunal- og regionsrådsvalget.
Nu er Jens Dahlgaards overvejelser slut og gryden er færdig med at koge.
På generalforsamlingen i Socialdemokratiet Mors 20. februar blev 47-årige Jens Dahlgaard valgt som partiets borgmesterkandidat til kommunalvalget i november 2025.
Han betegnes af sit parti som en erfaren kommunalpolitiker, som har været med i kommunalbestyrelsen på Mors siden 2014. I sommeren 2022 overtog han posten som socialdemokratisk gruppeformand efter Tore Müller og er nu klar til også at stå i spidsen for ”A-holdet” i den kommende valgkamp til kommunalvalget i 2025, fremgår det af en pressemeddelelse.
Jens Dahlgaard vil blandt andet arbejde for, at der bliver sat mere fokus på og prioriteret flere socialdemokratiske mærkesager. Det være sig indenfor ældreplejen, børn og unges trivsel, psykisk sårbarhed samt bedre indsats for unge og udsatte mennesker på kanten af fællesskabet og arbejdsmarkedet Desuden skal der fokus på en fælles forpligtelse til at prioritere indsatsen for klimaet, for vandmiljøet i Limfjorden og for en bæredygtig grøn omstilling.
Den socialdemokratiske borgmesterkandidat er folkeskolelærer og gennem mange år også været fodbold- og håndboldtræner for børn og unge - og så han musiker. Jens Dahlgaard bor i Nykøbing med sin familie.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.