Nu skal staten mødes med Morsø om køb af elbiler
Mulig opblødning i sagen om, hvad overskud fra vindmøller må bruges til i det offentlige
Opdateret 24. august 2023 kl. 07:57
- Vi er netop blevet tilbudt et møde med Energistyrelsen. Det prøver vi at få sat op hurtigst muligt. Mødet bliver administrativt, og vi er ikke blevet lovet noget som helst, men de har trods alt lyttet til, hvad vi har sagt. At vi finder afslaget på vores ansøgning om at bruge overskuddet fra vores vindmølleandele på elbiler til hjemmeplejen horribelt!
Det siger Morsøs borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) efter onsdagens økonomiudvalgsmøde, hvor politikerne skulle tage stilling til en kedelig meddelelse fra Energistyrelsen tidligere på måneden.
Her trak den statslige myndighed en tilladelse tilbage, som den gav kommunen i december 2021. Morsø måtte alligevel ikke bruge møllepengene på en grøn omstilling til elbiler, selv om kommunen havde fulgt styrelsens anvisninger om at stifte et selskab, Klimavenlig Kørsel Mors (KKM), til at indkøbe elbiler og ladestandere.
Den nye holdning hos Energistyrelsen er, at KKM's virksomhed ikke falder inden for loven om elforsynings rammer:
"Energistyrelsen vurderer, at der ikke kan anses for at være en naturlig og snæver sammenhæng mellem etablering af ladestandere og elproduktionsvirksomhed, idet etablering af ladestandere i KKM sker ved en tilslutning i det kollektive net og med henblik på forbrug af el fra det kollektive net", skriver styrelsen i sit nye brev.
Det, der fik styrelsen til at skifte holdning, var en henvendelse fra et forsyningsselskab på Bornholm i 2022.
- Den svarede styrelsen på i juli 2022, og de skriver først til os i august i år. De har da haft rigelig tid til at henvende sig til os noget før. Men Bornholms Energi ønskede at indkøbe ladestandere med henblik på at sælge strøm til kundernes biler, hvor vores er et rent internt anliggende. De ladestandere, vi ønsker at indkøbe, må ikke bruges af private. Derfor kan de to sager ikke sammenlignes, siger Hans Ejner Bertelsen.
Sideløbende med mødet med Energistyrelsen arbejder Morsø Kommune på et høringssvar til styrelsens brev.
- Nu må vi se, hvad der kommer ud af det. Hvis det igen bliver et nej, må vi gå til ministeren. Det vil være svært at sidde som politiker på Christiansborg og sige, at man vil den grønne omstilling, og så sige nej, når der kommer kreative grønne forslag fra kommunerne, siger borgmesteren.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.