Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg skrev for nyligt i Nordjyske, at jeg skammer mig over at være dansker med Mette Frederiksen som Statsminister, for hun har rykket socialdemokratiet så langt mod højrepopulismen på udlændingepolitikken, at man simpelthen umuligt længere kan forsvare det ideologisk, hvis man ønsker at bevare blot et minimum af politisk integritet.

Men så opstod Ceuta-episoden, hvor tusindvis af marokkanere svømmede fra denne spanske enklave til Spanien og ærligt tale, når jeg ser Mette Frederiksen hoppe med samlede fødder direkte ned i den elendige sump af højrepopulisme og igen stille sig i forfront med sin ekstremhøjre-politiske slyngveninde, Giorgia Meloni, for med det samme at råbe, "luk grænserne!" og kræve udelukkelse af Spanien fra Schengen samarbejdet, ja, så skammer jeg mig ikke bare.

Så får jeg det nøjagtigt som den gode Ingeborg i Matador, der koger over af indignation mod sin dobbeltmoralske mand, Mads Skjern, der ellers så stolt paraderer sin kristne tro, men som forviser sin egen søn og ganske glemmer den kristne barmhjertighed, rummelighed og tolerance, men som i stedet fordømmer af frygt for det fremmede.