Ny bog fortæller Erslevs historie
Bogen ”Erslev Sogn i Billeder” præsenteres ved et arrangement lørdag

Arbejdsgruppen er nu færdig med arbejdet til bogen ”Erslev Sogn i billeder”. Bogudgivelsen markeres på lørdag. Arkivfoto: Bo Lehm
ERSLEV:Efter tre års arbejde kan gruppen bag bogen ”Erslev Sogn i Billeder” nu præsentere resultatet af deres indsats. Det sker ved et arrangement på lørdag.
Det er en frivillig gruppe af borgere med rødder i Erslev og med Knud Sørensen i spidsen, der gennem de seneste år har brugt utallige timer på at samle billeder og lave beskrivelser af Erslev sogn og bygningerne. Målet har været at få formidlet sognets historie.
Planen har fra starten været at lave en bog med fokus på billeder, som skal beskrive udviklingen fra før til nu.
Resultatet er blevet en bog på 168 sider med over 400 billeder. Bogen er trykt i 300 eksemplarer.
Alle veje og og bygninger er på en eller anden måde inddraget, og borgere også i nogen grad. Der er skrevet om personer, der på en eller anden måde har skabt noget eller har haft roller i sognet, oplyser arbejdsgruppen.
Tre personer over 90 år har bidraget med deres historie i bogen. Herudover er der i forløbet lavet tegninger over kalkovnen, skolen, kroen og kirken som udgives som en plakat på dagen.
Det er Erslev Kalkovns Venner, der står bag arbejdet, og derfor er det også naturligt, at bogen præsenteres ved kalkovnen lørdag. Her vil være sat et telt op, så markeringen af udgivelsen kan foregå på en sundhedsmæssig sikker måde.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.