Ny forstander for Blidstrup Efterskole
35-årige Kristen Gubi Glintborg ny leder af efterskole på Sydmors

Kristen Gubi Glintborg er ansat som ny forstander på Blidstrup Efterskole. Privatfoto
BLIDSTRUP:35-årige Kristen Gubi Glintborg tiltræder efter efterårsferien som ny forstander for Blidstrup Efterskole.
Han er uddannet lærer fra Aarhus Seminarium og har tidligere arbejdet på Simmersted Friskole, Grejsdalens Efterskole og som afdelingsleder på Tasillaq Skole i Østgrønland. Desuden har han en kandidatgrad i pædagogisk sociologi og kommer fra en stilling som projektkoordinator ved Aarhus Universitet, hvor han har arbejdet med en international undersøgelse om matematik og natur/teknologi i 4. klasse.
Kristen Gubi Glintborg fortæller, at han længe haft en drøm om at stå i spidsen for en efterskole.
- Jeg ser det som en vildt spændende udfordring at blive en del af Blidstrup Efterskole og være med til at føre efterskolen videre med alt det jeg kan bidrage med, og på et kristent værdigrundlag, som matcher mit personlige livs- og menneskesyn til punkt og prikke, siger han.

Kristen Gubi Glintborg er ny forstander på Blidstrup Efterskole.
Der var 12 ansøgere til stillingen, og tre af dem har været til samtale.
- Men der var fuld enighed i ansættelsesudvalget om, at det skulle være Kristen, fortæller formanden for efterskole, Lars Hansen, Sevel.
Kristen Gubi Glintborg er sønderjyde og bor i Christiansfeld sammen med sin kone, Camilla Glintborg og deres børn på fire, syv og ni år.
Hustruen er morsingbo, vokset op i Sillerslev, og hele familien flytter i efterårsferien til forstanderboligen i Blidstrup. Men allerede til efterskolernes dag 29. september vil den nye forstander være at træffe på skolen.
Uændret 75 elever
Forstanderstillingen blev ledig kort før sommerferien, da den daværende forstander efter en episode på skolen afleverede sin opsigelse og fratrådte med øjeblikkelig virkning.
Ingen forældre har dog på den baggrund meldt deres børn ud af skolen, der uændret har 75 elever, fortæller Iben Have, pr-medarbejder på efterskolen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.