Ny skov på Mors på størrelse med 18 fodboldbaner: Kommune og virksomhed står bag

Morsø Kommune og DFI Geisler har indgået samarbejde om at plante 33.500 træer ved Skarregaard

Lars Langkjær, administrerende direktør hos DFI-Geisler (tv) og Meiner Nørgaard, formand for Udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune, mødtes forleden ved Skarregaard, hvor skoven skal plantes næste forår.

Lars Langkjær, administrerende direktør hos DFI-Geisler (tv) og Meiner Nørgaard, formand for Udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune, mødtes forleden ved Skarregaard, hvor skoven skal plantes næste forår.

MORS:I samarbejde med Morsø Kommune etablerer DFI-Geisler en helt ny skov på Mors. Skoven bliver godt ni hektar, hvilket svarer til omkring 18 fodboldbaner.

Området ved Skarregaard er udvalgt til det sted, hvor skoven med de ca. 33.500 nye træer skal etableres, og beplantningen vil finde sted i foråret 2022.

Træplantningen er en del af DFI-Geislers klimapolitik, der siger, at virksomheden for hver solgt bordplade i massivtræ vil plante et træ. Derfor er ideen opstået om at plante en firmaskov på Mors.

Samarbejdet falder i god jord hos Udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune.

- Vi sætter stor pris på samarbejdet med DFI-Geisler i området ved Skarregaard. Det understøtter vores ønsker om at sætte naturen i centrum og netop udvikle på den del i stedet for på museumsdriften, fortæller Meiner Nørgaard, formand for Udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune.

DFI-Geisler har gennem de seneste 10 år arbejdet intenst på at mindske klimaaftrykket og er i dag 100 % transparente i forhold til miljøpåvirkningen af de forskellige produkttypers CO2-aftryk. Det betyder, at kunderne præcis ved, hvilken bordplade der er mest klimavenlig og hvorfor.

- Den nye skov er et synligt eksempel på et af de mange initiativer, vi de seneste år har taget for at mindske klimaaftrykket. Vi har adresse på Mors og ønsker at bidrage til den fantastiske udvikling øen er i gang med og her i form af endnu mere natur, hvor vi både kan kombinere sociale og miljømæssige hensyn, forklarer Ane Vilsgaard Djernis, bæredygtighedsansvarlig hos DFI-Geisler.

Træerne, som skal plantes, vil blive nøje udvalgt af Morsø Kommunes eksperter på området, så der kommer den helt rigtige sammensætning, der passer til området. Der er tale om løvskov, hvor de primære træer vil være eg og bøg.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.