Mennesker og hverdag ‑ Corona

Nykøbing-par er fortsat strandet i Peru

Elin og Hans Ole Vester var ikke med blandt de 22 danskere, som i weekenden blev fløjet til Europa

Elin og Hans Ole Vester, indehavere af bedemandsforretning i Nykøbing, er endnu ikke kommet ud af Peru. Arkivfoto: Bo Lehm

Elin og Hans Ole Vester, indehavere af bedemandsforretning i Nykøbing, er endnu ikke kommet ud af Peru. Arkivfoto: Bo Lehm

NYKØBING:- Nej, de er ikke kommet hjem endnu. De venter, og vi venter spændt. Vi skulle få besked om afrejsetidspunkt mandag, men ifølge de informationer, Elin og Hans Ole Vester har fået, bliver der først et fly til dem torsdag.

Sådan siger Dan Holm Kristensen, medarbejder i Vesters Begravelsesforretning i Nykøbing. Hans arbejdsgivere er, som NORDJYSKE beskrev i sidste uge, strandet under en ferie i Peru og har ikke kunnet følge de danske myndigheders opfordring til danskere i udlandet om at vende hjem som følge af coronaen.

I weekenden blev det ellers meddelt, at 22 danskere var på vej hjem fra det sydamerikanske land, efter at Udenrigsministeriet var gået aktivt ind i sagen. Men Dan Holm Kristensen siger, at disse danske turister var rejst med et andet selskab og har boet i hovedstaden Lima. Parret Vester var rejst til inkabyen Machu Pichu i Andesbjergene i den sydlige del af Peru.

- Elin og Hans Ole sidder fortsat oppe i et afsides resort. Vi har løbende kontakt med dem over Messenger. De skulle have møde med en guide i aftes lokal tid. Vi skrev så, at vi helst ville have, at de ventede med at give os besked, da vi har nattevagt i begravelsesforretningen. Så vi forventer at høre fra dem mandag, siger Dan Holm Kristensen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.