Nykøbing tæt på at samle byens to fjernvarmeværker

Møde i eftermiddag mellem bestyrelserne for Nykøbing Mors Fjernvarmeværk og Morsø Varme

- Vi er positive over for snakken om et samarbejde, men hvad det munder ud i, ved jeg ikke på nuværende tidspunkt, siger Ole Møller Knudsen, bestyrelsesformand i Nykøbing Mors Fjernvarmeværk. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

- Vi er positive over for snakken om et samarbejde, men hvad det munder ud i, ved jeg ikke på nuværende tidspunkt, siger Ole Møller Knudsen, bestyrelsesformand i Nykøbing Mors Fjernvarmeværk. Arkivfoto: Bo Lehm

NYKØBING:Fjernvarmeforsyningen af Nykøbing by kommer efter meget at dømme ind under en og samme hat. Efter sonderinger gennem længere tid  mødes bestyrelserne for Nykøbing Mors Fjernvarmeværk A.m.b.a. og Morsø Varme A/S under Morsø Forsyning A/S onsdag eftermiddag klokken 15 for at drøfte perspektiverne ved en sammenlægning.

- Det er måske mere korrekt at sige, at det er et møde mellem kommunen, Dueholm Varmeværk under Morsø Forsyning og Nykøbing Mors Fjernvarmeværk. Efter at kommunalbestyrelsen på statens foranledning har vedtaget en strategisk varmeplan for hele kommunen, skal der laves en handleplan for at få flere forbrugere ind under den kollektive varmeforsyning. Der er vi enige om at se det som mest formålstjenligt, at vi får ét varmeværk i Nykøbing by, så vi samlet kan få etableret udvidelserne af fjernvarmen, og med energiprisernes himmelflugt har vi fået et ekstra incitament, siger Peter Therkildsen, bestyrelsesformand for det 100 procent kommunalt ejede Morsø Forsyning og dermed også for datterselskabet Morsø Varme.

Mens Nykøbing Mors Fjernvarmeselskab har et par tusinde forbrugere, er Morsø Varme lillebror med 138 kunder, hvoraf nogle ganske vist er de store uddannelses- og idrætsinstitutioner i Morsø Multipark. Begge satser i øjeblikket på udskiftning af dyr gas og olie med henholdsvis halm og flis.

- Vi er enige om at se det som mest formålstjenligt, at vi får ét varmeværk i Nykøbing by, så vi samlet kan få etableret udvidelserne af fjernvarmen, og med energiprisernes himmelflugt har vi fået et ekstra incitament, siger Peter Therkildsen <i>Arkivfoto: Peter Mørk</i>

- Vi er enige om at se det som mest formålstjenligt, at vi får ét varmeværk i Nykøbing by, så vi samlet kan få etableret udvidelserne af fjernvarmen, og med energiprisernes himmelflugt har vi fået et ekstra incitament, siger Peter Therkildsen Arkivfoto: Peter Mørk

- Alle ser det i øjeblikket som en økonomisk fordel at blive tilkoblet fjernvarme. Som et lille værk, har vi brug for mandskab til at rulle forsyningen ud til flere forbrugere, og her vil det være en fordel at være del af noget større. Desuden står vi for at skulle finde en ny matrikel til vores nye varmekilde, og her vil det være naturligt at se på Limfjordsvej, hvor Nykøbing Mors Fjernvarme i forvejen har sit solvarmeanlæg, og hvor man ikke generer byudviklingen. Og så vil det da også være en fordel, at uanset hvor man bor i Nykøbing, vil man have nogenlunde samme varmepris, siger Peter Therkildsen som argumenter for fusionen.

Mange giver flere muligheder

Formanden for Nykøbing Mors Fjernvarmeværk, advokat Ole Møller Knudsen, er lidt mere forsigtig med at udmale sammenlægningsperspektiverne.

- Vi er positive over for snakken om et samarbejde, men hvad det munder ud i, ved jeg ikke på nuværende tidspunkt. Det ligger i hele vores samfund, at vi skal have udrullet fjernvarmen til flere forbrugere, og det er også indeholdt i den strategiske varmeplan for Morsø Kommune. Når man er mange om en fjernvarmeforsyning, er der mulighed for at have flere forskelige typer af varmekilder og derved blive CO2-neutrale, og det ligger dybt i vores tankegang i øjeblikket, siger Ole Møller Knudsen. 

Ét fjernvarmeselskab for Nykøbing by? Det er tilsyneladende meget tæt på. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Ét fjernvarmeselskab for Nykøbing by? Det er tilsyneladende meget tæt på. Arkivfoto: Bo Lehm

Han understreger, at det i givet fald vil være en generalforsamlingsbeslutning, om der skal ske en sammenslutning. Men at det er muligt at fusionere et privat andelsejet varmeværk med et kommunalt, har parterne været ude at sondere. En advokat fra Aarhus med speciale i de dele har rådgivet parterne på Mors, og hun deltager så vidt Peter Therkildsen er orienteret i mødet i eftermiddag. Hertil siger Ole Møller Knudsen:

- Juridisk set er der flere muligheder for enten en fusion, eller at den ene part overtager den anden. Det er teknikaliteter og med det har jeg ikke udtalt, hvilke konkrete planer, vi drøfter i dag, siger Ole Møller Knudsen. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.