Nyt bilhus: Navnet er internationalt, men regningen bliver betalt lokalt
Kristian Odgaard Aps. sætter med Ford som varemærke ny standard for bilforhandling på Mors
NYKØBING: - Endnu har ingen af mine folk oplevet at skulle flytte biler for at nå ind til den bil, de skal have fat i. Det er noget helt andet end i de gamle omgivelser på Vesterbro, hvor vi aldrig havde plads nok.
Smilet er stort i Kristian Odgaards ansigt. Ford-forhandleren i Nykøbing har taget sit nye bilhus i Nykøbings erhvervsmæssige nybyggerkvarter, Aabro Fald, i brug, før det strengt taget er færdigt. Den officielle indvielse er med kryds i kalenderen sat til en weekend midten af september. Men hvad der da skal ske, er slet ikke fastlagt.
Det er der ikke tid til lige nu. Kunderne skal have klargjort biler til ferien, og en masse inventar skal på plads. Samtidig arbejder håndværkere fortsat rundt omkring. Facadekassetterne, der på diktat fra Fords hovedkvarter i Tyskland skal have en helt bestemt overflade og udformning, mangler at blive leveret til det 700 kvadratmeter store showroom, hvor Ford egenhændigt lægger beslag på nybilsudstillingen med faste pladser til ni vognmodeller.
Ford bestemmer, men betaler ikke
- Ford bestemmer indretningen lige fra den indgangsportal, der bliver sat op, de to skilteovaler, der er vej, til møbler, lamper, klinker og skiltning. Selv om vi gerne vil entrere med lokale rådgivere, har vi været henvist til at benytte en arkitekt fra Fredericia med speciale i bilhuse, siger forhandleren.
Så er det vel også Ford, som leverer og betaler de pågældende komponenter?
- Ford leverer, ja, men vi skal selv betale, og der er tale om en millioninvestering. Inden for andre bilmærker vil importøren typisk give et tilskud til indretningen, men Ford har ingen dansk importør. Det er Ford Europa, som ejer Ford i Danmark. Vi må selv betale det hele, men så har vi nok andre fordele ved, at vi er selvstændige forhandlere, siger Kristian Odgaard.
Og Ford Nykøbing Mors eller Kristian Odgaard ApS., som er firmanavnet, bliver designmæssigt den første af sin art.
- Vi bliver den første butik i Danmark, der bliver godkendt efter Fords nye koncept, Signatur, som fremover skal bruges til alle nybyggede bilhuse. Til gengæld er vi fredet de næste syv år, hvor Ford ikke kan kræve ændringer af vores indretning. Til gengæld kan de opsige os med 24 måneders varsel, men det tror jeg nu ikke vil ske, siger Kristian Odgaard.
Ind og ud af hallen
Der er friere tøjler, når det gælder de 300 kvadratmeter af showroomet, der bliver brugtbilsudstilling, og værkstederne bagude. Her har Odgaard kunnet medbringe og genbruge en del inventar og maskinel, blot miljøkrav med mere er opfyldt. Men der er også indkøbt nyt, blandt andet fire to-søjlers autolifte, som kan hæve både personbiler og varevogne.
- Vi har fået 50 procent mere kapacitet på værkstedet og et langt bedre flow i forhold til det gamle. Det er en kæmpe fordel med porte i begge ender af hallen, siger Kristian Odgaard.
2800 kvadratmeter er der i stueplan og på de to indskudte dæk, hvoraf det lille er teknikrum og det store en velfærdsetage med stor lys kantine og omklædning til 22 medarbejdere - plus møderum og kontor.
- Det er mit klare indtryk, at medarbejderne er glade for de nye rammer, siger Kristian Odgaard. Han bliver ikke modsagt af de folk, vi støder på under rundvisningen.
Rema-salg gjorde forskellen
15. august skal bygningerne på Vesterbro være rømmet. Herefter forventes det, at nedrivningen går i gang, så det ejendomsselskab, der har købt den nu tidligere Ford-matrikel, kan komme i gang med at opføre butik og lager til Rema 1000.
- Det er klart, at denne kæmpe investering, vi nu har gjort, har været muliggjort af, at vi kunne sælge grund og bygninger til en god pris til en investor, som har brug for pladsen, siger Ford-forhandleren.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.