Obama var min ungdoms politiske ikon - 14 år senere er budskabet stadig "håb"

Der findes næppe et mere citerbart slogan fra nogen valgkampagne, hverken før eller siden. 

Barack Obama tog ikke bare USA, men også store dele af den vestlige verden med storm, da han som kandidat til præsidentvalget gang på gang gentog netop de tre ord, der stadig ekkoer i bevidstheden her 14 år efter.

Som mange i min generation er jeg vokset op med et fokus på USA, der er en smule ude af proportioner. I 2008 var jeg 17 år og begyndte så småt at interessere mig for politik - og Obamas budskab om håb og forandring ramte mig og millioner af andre unge klokkeklart.

Året inden valgkampen havde jeg besøgt USA på studietur med min gymnasieklasse, og mødet med sydstaternes konservative bibelbælte var lidt af et wake-up call. Jeg følte, at jeg forstod, hvor drømmen om forandring kom fra.

Unge amerikanere mobiliserede sig i hobetal og deres mission lykkedes. Obama indtog posten som landets 44. præsident, og for første gang oplevede jeg, at politisk engagement kan betale sig - at det kan rykke noget, også når det er de unge, der er drivkraften bag.

Der er sket meget på de 14 år, der er gået. Fra at vi i 2008 så ind i den største økonomiske krise i nyere tid, er det i 2022 en lurende klimakatastrofe, der truer.

Præsidentposten i USA har budt på sine omvæltninger - ikke mindst valget af Obamas efterfølger i 2016, hans diametrale modsætning, hvilket på én gang var chokerende og slet ingen overraskelse taget i betragtning, hvor stærkt fragmenteret et land, USA fortsætter med at være.

Jeg selv er nu i 30'erne og en hel del mindre skråsikker på det meste. Men da min redaktør ringede og tilbød, at jeg kunne få lov at opleve selveste Hr. Yes-We-Can i egen person, følte jeg et stik af den samme ungdommelige begejstring, som jeg følte dengang.

Det tog mig ikke mange øjeblikke at sige "ja tak!".

Jeg havde dårligt nok udtalt ordene, før jeg modtog en mail vedhæftet en alenlang skrivelse med instruktioner til, hvordan jeg skulle forholde mig på dagen, hvor Obama, jeg selv og nogle hundrede andre var sat stævne i Kulturcenter Skive.

Ingen overraskelse her. Som sædvanlig er amerikanerne mere end forsigtige. Antallet af uniformerede betjente i skudsikre veste har sikkert aldrig kendt sit lige i den midtjyske værtsby.

Ved ankomsten skulle vi først gennem en metaldetektor, ligesom alle medbragte effekter skulle tjekkes af sikkerhedspersonale og bombehunde. Vel fremme i det beklumrede presserum var der ventetid - og et forsigtigt forsøg på at åbne et vindue blev venligt, men bestemt afvist af den patruljerende ordensmagt.

Efter en kort tissepause blev vi gennet ind i salen. Presse, erhvervsfolk, organisationer, samarbejdspartnere, studerende og et antal civile var blandt publikum - nogle havde betalt 7500 kr. for billetten. Og der var selvsagt komplet forbud mod fotografering eller videooptagelse. Luften var tyk af forventning.

Kl. 15:30 sharp blev der budt velkommen til "President Barack Obama", og jeg må indrømme, at nostalgiens sus gjorde mine øjenkroge fugtige, da han så endelig stod der, oversvømmet af bifald fra et stående publikum.

Samtalens fokus var grøn omstilling, men der blev også plads til, at Obama kunne dele nogle af sine livsindsigter. Blandt andet en advarsel om, at vi ikke må blive kynikere, selv i de mørkeste øjeblikke:

- Det handler om at se tingene i et længere perspektiv: Menneskets historie har været voldelig og undertrykkende, men over tid er menneskers liv blevet mere fredfyldte, vi er bedre uddannede, er sundere og behandler hinanden med mere værdighed og respekt. Gennem historien er vi gået den rigtige vej, og i et givent øjeblik kan tingene se ud til at gå baglæns, men vi er her kun i kort tid, og det er op til os at forvalte vores del af ræset bedst muligt, inden vi giver stafetten videre.

Noget definitivt svar på, hvordan vi løser klimakrisen, kunne han ikke give. Obama er trods alt kun et menneske. Men budskabet om, at vi også i fremtiden kan tillade os at være håbefulde, er værd at tage med.