Lægedækning

Opsigtsvækkende jobskifte: Kendt sygeplejerske skifter til ny lægeklinik

Kirsten Olesen, tidligere ledende sygeplejerske i Regionsklinik Øster Jølby, bliver partner i helt ny lægeklinik

På den første åbningsdag i Øens Lægehus havde sygeplejerske Kirsten Olesen og læge Hans Jakob Thorsøe god tid til at gå og få de sidste ting på plads, for patienterne er ikke begyndt at myldre ind endnu. Foto: Bo Lehm

På den første åbningsdag i Øens Lægehus havde sygeplejerske Kirsten Olesen og læge Hans Jakob Thorsøe god tid til at gå og få de sidste ting på plads, for patienterne er ikke begyndt at myldre ind endnu. Foto: Bo Lehm

ØSTER JØLBY: Sygeplejerske Kirsten Olesen, der har haft en central rolle som ledende sygeplejerske i den tidligere Regionsklinik Øster Jølby, foretager nu et markant jobskifte og går sammen med læge Hans Jakob Thorsøe om at starte en helt ny lægeklinik på Mors, Øens Lægehus, der slog dørene op mandag morgen.

Hans Jakob Thorsøe var i et halvt år frem til 1. april i år ansat i Regionsklinik Øster Jølby. 1. april overdrog Region Nordjylland klinikken til lægerne Antonio Tivalotti og Klaus Wilbrandt Kjær, der samarbejder med Alles Lægehus.

Allerede tidligere på året havde Hans Jakob Thorsøe, der er speciallæge i almen medicin, søgt Region Nordjylland om at få tildelt et ledigt ydernummer, en såkaldt 0-kapacitet, i lægedækningsområde Erslev. Efter et karriereforløb med ansættelser på blandt andet Aarhus Universitetshospital og i flere regionsklinikker i Nordjylland samt fem år som praktiserende læge i Norge, havde han fået lyst til blive selvstændig. Og selv om han bor på Djursland, ville han gerne åbne lægeklinik på Mors.

- Nu kom muligheden, og hvis man skal lave tingene anderledes, så er det nemmere at starte helt forfra, siger lægen.

15. marts overtog han Finn Klamers gamle lægeklinik på Præstbrovej i udkanten af Øster Jølby, og siden har han haft travlt med at renovere og indrette bygningen, så den mandag kunne åbne som lægeklinik igen.

Ikke et fravalg

Både han og Kirsten Olesen glæder sig til at komme i gang, og de har masser af ideer og planer til, hvordan de vil drive lægehus.

- Jeg glæder mig helt vildt til at få langt mere patientkontakt og komme tilbage til det, det hele handler om, nemlig nærhed og relationer, siger sygeplejersken.

Kirsten Olesen understreger, at det for hendes vedkommende ikke handler om et fravalg af den klinik, hvor hun har arbejdet i 17 år under skiftende ejerforhold.

- Jeg har aldrig været træt af min arbejdsplads. Jeg har ind imellem været udfordret, men det har også været med til at give mig de kompetencer, jeg har i dag, siger hun og fortsætter:

- Jeg er dybt taknemmelig for alle de ting, jeg har prøvet. Det har været en fantastisk proces at have været med i. Men skal jeg prøve noget nyt, så skal det være nu. Jeg er 55 år, børnene er flyttet hjemmefra, og jeg kan godt trænge til at blive plantet om. For mig er det her en kæmpe streg i sandet.

Godt 400 patienter

Både lægen og sygeplejersken ser det kun som en fordel at få lov til at starte en lægeklinik helt fra grunden, også selv om det i udgangspunktet var helt uden patienter. Siden 1. april har borgere kunnet vælge at skifte til Øens Lægehus, og det var der i slutningen af april 408 patienter, der havde gjort med virkning fra 1. maj.

- Folk skal komme, fordi de har lyst, fastslår Kirsten Olesen, og Hans Jakob Thorsøe supplerer:

- Der er rigeligt med patienter til alle på Mors, og der er nok at tage fat på.

De to er enige om, at de gerne vil skabe et lægehus, der i høj grad tager hensyn til patienternes behov og ønsker.

- Vi vil for eksempel gerne lave et borgerpanel, hvor patienterne kan komme til orde, fortæller de.

De er også indstillet på i vidt omfang at køre ud på sygebesøg og også på opsøgende hjemmebesøg.

- Ingen af os er bange for at gøre noget anderledes, og vi kan hurtigt sætte ting i værk, siger Hans Jakob Thorsøe.

Kirsten Olesen er enig:

- Kommandovejen bliver kort igen. Det er fantastisk, at vi selv varetager alle opgaver.

Hans Jakob Thorsøe fastslår, at han ikke ville kunne åbne en helt ny lægeklinik på Mors uden at have en lokalkendt sygeplejerske som kollega og medspiller.

- Vi er ligeværdige partnere i det her, understreger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.