Dillen uden alder: Pensionister padler om formiddagen

Den hastigst voksende folkesport kan dyrkes i Nykøbings nye Racket Club Mors. Onsdag formiddag er det pensionisternes tur på banerne

Rie og Ole Geerthsen styrer senior udgaven af padelsporten i den nye hal i Nykøbing, som deres svigersøn Torben Haaning står bag. Nykøbing Mors 18. maj 2022
Rie og Ole Geerthsen styrer senior udgaven af padelsporten i den nye hal i Nykøbing, som deres svigersøn Torben Haaning står bag. Nykøbing Mors 18. maj 2022 Foto: Bo Lehm

Opdateret 17. september 2022 kl. 15:01

NYKØBING: - Om man får sved på panden? Se bare her!

Karl Koch tørrer dråber af panden. Han er lige trådt ud af buret, som man med en vis ret kalde en padelbane. Den er indkapslet i jerngitter langt siderne, og det må tennisbolden ikke ramme, for så er pointet tabt for spilleren, der slog. Derimod må bolden gerne slå imod glasvæggene i bunden af banen, og springer den op herfra, må spilleren på denne side af nettet forsøge at returnere den.

- Jeg har spillet tennis i mange år, men det her er anderledes. Der er ikke den samme trampolin-effekt, når man rammer bolden med ketcheren. Men sjovt er det, siger Karl Koch.

Hans modstander Poul Poulsen er også lettere forpustet efter et heftigt sæt. Før kampen bedyrede fysioterapeuten fra Morsø Fysioterapi ellers, at han er i god form.

- Alt er jo relativt. Jeg er her blandt andet fordi, vi på et senere tidspunkt vil invitere medarbejderne herned til en gang padel efter arbejdstid, siger Poul Poulsen som forklaring på, at han stadig er i job i modsætning til den flok pensionister, som er mødt op i Racket Club Mors på H. C. Ørsteds Vej i Nykøbing denne onsdag formiddag.

Uanset alder og køn kan alle spille med og mod alle. Poul Poulsen og Jytte Pedersen gør klar til entre banen.  Foto: Bo Lehm

Det er et ny fremstød for den kun tre måneder gamle Racket Club Mors, der faktisk ikke er en klub, men et privat idrætstilbud. Det forklarer medindehaver Torben Haaning:

- Man skal ikke være medlem. Man booker frit en tid på en app, når man har lyst til at spille. Folk har taget godt imod vores tilbud og har været nysgerrige efter at lære, hvad spillet går ud på. Vi har en Facebookgruppe med op mod 1000 tilmeldte, men så mange kommer der ikke i centret endnu. Efter sommerferien begynder vi for alvor at lave aktiviteter herinde, siger Torben Haaning.

Medindehaver Torben Haaning introducerer de nye spillere til padel. Han er godt tilfreds med tilstrømningen til hallen de første tre måneder.  Foto: Bo Lehm

Hurtigst voksende sport

Han introducerer dagens gæster til reglerne sammen med sin svigermor, Rie Geerthsen. Hun og hendes mand, Ole Geerthsen, går til hånde og vil tage sig af pensionistholdet fremover.

- Jeg var rimelig skeptisk, da jeg blev hørte om padel, men nu er jeg blevet bidt af det. Det er den hurtigst voksende sport i øjeblikket. For år tilbage spillede jeg golf, men det her er enklere at gå til, og alle kan spille mod alle. Rie og jeg kommer her om morgenen og sørger for, at der ser pænt ud, til de første gæster kommer, siger Ole Geerthsen.

Rie og Ole Geerthsen er et godt makkerpar på og uden for banen. Foto: Bo Lehm

Aftenen forinden var der Ladies Night for fulde baner. Dem er der seks af i hallen, fire dobbeltbaner i enderne og to singlebaner i midten.

- Der kan være 20 spillere i aktion ad gangen. Vi spiller americano-systemet, hvor spillerne veksler og derved får spillet mod alle andre. Det er meget socialt, og i dag slutter vi med at byde byde pensionisterne på kaffe og rundstykker i cafeen ovenpå. Det er en fornøjelse at give en hånd med i et center, der er så lækkert indrettet, og stemningen er altid god, siger Rie Geerthsen.

- Selvfølgelig er der kaffe og rundstykker til de nye bagefter, siger Rie Geerthsen. Køkken og café ligger på et indskudt dæk, hvorfra man har overblik over banerne.  Foto: Bo Lehm

Vejassistenten overvejer

85-årige Kjeld Eriksen nøjes dog med at kigge på i dag.

- Jeg vil lige se, om det er noget for mig. Jeg har gået til gymnastik sammen med Ole i mange år, men efterhånden har jeg svært ved at komme op igen, hvis jeg kommer ned at ligge.  Og nu holder jeg mig mest i form ved at passe hus og have. Men det kan da godt være, at man skal give det her en chance, siger Kjeld Eriksen, der i 28 år arbejdede som vejassistent i Morsø Kommune. 

- Måske skulle jeg give det en chance. 85-årige Kjeld Eriksen har gået til gymnastik med Ole Geerthsen. Foto: Bo Lehm

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden