Frygt blandt børn: politiet jagter mistænkelig varebil

Bilens fører har flere gange fulgt efter mindre børn i Nykøbing - foreløbig er der anmeldt tre episoder i sagen

Helle Møller Larsen
Dette opslag, hvori det beskrives, hvordan en blå varebil og dens fører skaber frygt blandt børn og ?deres forældre i Nykøbing, deles flittigt på Facebook. Screenshot fra Facebook
Politi 20. marts 2019 09:28 - Opdateret 20. marts 2019 10:41

NYKØBING: En blå varebil og dens fører skaber frygt blandt mindre børn og deres forældre. Det skriver Nanzie Andersen i et opslag på Facebook, hvor hun beskriver en ubehagelig episode, som hendes datter og en kammerat har haft. Opslaget har hun fået lov af politiet til at dele på det sociale medie, hvor det nu deles flittigt.

”Forrige søndag er min datter på vej hjem af Jernbanevej, da en mørkeblå varevogn kører stille efter hende, hvorefter den kører ind på p pladsen mellem kommunen og fjordglimt, og føreren hopper ud og følger efter min datter. Han følger efter hende et godt stykke hen mod Aldi, hvor hun løber ind og ringer efter mig”, skriver Nanzie Andersen.

Nanzie Andersen beskriver i sit opslag også en anden episode.

”I går er hendes kammerat omme og lege på M.C. Holms Skole, hvor fire unge drenge/mænd begynder at følge efter ham, og den blå varevogn dukker op igen. Føreren af bilen og de unge mænd er af anden etnisk baggrund end dansk”, fortæller hun.

Af opslaget fremgår det, at begge episoder fandt sted mellem kl. 17.30 og 19.30. Mændene, der omtales i opslaget på Facebook, var iført grå hættetrøjer og bar bandana.

Politiet har ingen spor

Hos lokalpolitiet i Thisted bekræfter politikommissær Jørgen Jensen, at der er indgivet anmeldelser i sagen. Politiet har kendskab til tre episoder, som alle omhandler børn i 11-års alderen.

- Vi har foreløbig ikke nogen spor at gå efter i sagen. Vi ved, at der er tale om en blå varebil på gule plader. Ser man bilen, vil det være en stor hjælp, hvis man kan nå at notere nummerpladen, siger Jørgen Jensen.

Avisen har flere gange forsøgt at komme i kontakt med Nanzie Andersen for at få uddybet Facebook opslaget. Det har ikke været muligt, da hun ikke har besvaret vores opkald.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...