Poul Kristensen jagter politisk comeback på Mors - men partiet er ikke det samme som tidligere

Poul Kristensen har efter lang tænkepause besluttet at gå efter en plads i Morsø Kommunalbestyrelse til november

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

MORS:Igennem fire år var han en markant politiker for det dengang nye Mors-parti Demokratisk Balance (DB), men han blev ikke genvalgt i 2017. Nu vender Poul Kristensen tilbage til kommunalpolitik, men for Socialdemokratiet, som opstiller ham til kommunalvalget 16. november.

- Det skyldes jo dybest set nok, at jeg er socialdemokrat. Jeg havde en spændende tid i kommunalbestyrelsen for Demokratisk Balance, fordi den politiske sammensætning dengang gjorde det muligt og nødvendigt at samarbejde på tværs af partierne. Den situation ser jeg gerne genoprettet fra 2022, siger Poul Kristensen.

Værdsat varmeformand

På den private front har skatterevisoren i mellemtiden fået solgt sit hus i Frøslev og er flyttet til Nykøbing sammen med sin kone. Det har givet mere luft til at engagere sig i politik. At han en årrække har været en kompetent og værdsat formand for Sdr. Herreds Kraftvarmeværker kan aflæses på, at SHKV sidste år ændrede sine vedtægter, så man kan have en formand, der ikke er bruger eller bor i værkernes forsyningsområde. Det gjorde man for at kunne holde på Poul Kristensen, der har tegnet en grøn profil i fjernvarmeforsyningen, blandt andet med det landsperspektiv at arbejde for få direkte linjer ind i elforsyningsloven, så et varmeværk kan tappe strøm fra egne vindmøller uden om elnetselskabet.

Kan lægge DB bag sig

Men indtil for nylig var Poul Kristensen partiformand for DB, så hvorfor ikke bare blive i folden? Det er ikke fordi, det har skortet på opfordringer til at vende tilbage fra Ellen Phlipsen Dahl, der i denne valgperiode har været det eneste tilbageværende DB-medlem i Morsø Kommunalbestyrelse.

- Men jeg har takket nej hver gang. I lang tid var Ellen jo i tvivl om, hvorvidt hun skulle fortsætte og stille op igen. Gik hun ud, ville det være ensbetydende med at lukke partiet. Nu har hun så fået nogle fine kandidater med. Det gør, at jeg kan sætte mig tilbage og sige, at Demokratisk Balance stadig lever, men jeg behøver ikke være en del af det. Skulle jeg tilbage i politik, skulle det være for et landsdækkende parti med et bagland, så man ikke selv skal opfinde hele programmet og politikken, siger Poul Kristensen.

De dovne og de flittige

Det med at bruge tid på politik og i givet fald hvor meget, har han drøftet med tidligere borgmester og nuværende regionsrådsmedlem Lauge Larsen (S).

- Som Lauge sagde, findes der dovne politikere og flittige politikere. Jeg kan med sindsro henregne mig til de sidstnævnte. Kommer jeg ind, vil jeg i højere grad sætte fokus på den enkelte morsingbo. Meget af lokalpolitikken på Mors drejer sig om det materielle, og jeg har selv været en del af det, såsom at der er asfalt på vejene og at havnene er i fin stand. Men er det egentlig det vigtigste for fru Hansen, der sidder i en lille lejlighed? Har hun ikke mere behov for, at der kommer en hjemmehjælper og ser til hende ikke en, men to gange dagligt? Det er noget, som jeg fornemmer, at mit parti har blik for, og jeg synes, Mors hænger lidt på det sociale område, siger Poul Kristensen.

Hendøde landsbyer

Men han har ikke glemt miljø- og klimapolitikken.

Som formand for Sdr. Herreds Kraftvarmeværker har Poul Kristensen søgt at påvirke lovgivningen på elforsyningsområdet. Arkivfoto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Som formand for Sdr. Herreds Kraftvarmeværker har Poul Kristensen søgt at påvirke lovgivningen på elforsyningsområdet. Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

- Jeg vil fortsat arbejde for grøn omstilling, og så vil jeg forsøge for at få FN’s verdensmål implementeret på kommunalt plan. En anden mærkesag for mig er landsbyudvikling. Selv som der er gjort meget i mange små byer, er der stadig pletter på Mors, som er blevet forsømt, og hvor den eneste udvikling er, at gennemsnitsalderen bliver højere. Her kunne vi gøre meget mere, siger Poul Kristensen.

Den åbne debat skal tilbage

I den nye sammenhæng stiller han naturligvis op med det erklærede mål at skaffe spidskandidaten Tore Müller (S) borgmesterposten. Men faktisk ser Poul Kristensen det som vigtigere at få brudt Venstres absolutte flertal på Mors.

- Det gør en forskel, at Hans Ejner Bertelsen (V) ikke er tvunget til at få andre partier med. Det gør, at mange ting bliver afklaret internt i Venstre. Da jeg var med, blev diskussioner ført mere åbent mellem partierne, fordi det var nødvendigt at få flere med for at skabe et flertal. Den åbenhed skal vi have tilbage.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.