Radikalt firkløver går til valg
Partiet melder klar til kommunalvalg på Mors med foreløbigt fire kandidater

Radikale foran det forjættede rådhus i Nykøbing. Fra venstre Lars Bo Mejgaard, Gyrithe Stilling, Jette Jepsen og Bo Fink. Privat foto
MORS:For et år siden offentliggjorde Det Radikale Venstre på Mors en liste på fem kandidater til kommunalvalget 16. november. Den er nu reduceret til fire, fordi Steen Asgeir Petersen er flyttet til Thisted og stiller op her og til regionsrådsvalget.
Det oplyser partiet i en pressemeddelelse. De fire er spidskandidat sundhedsplejerske Jette Jepsen, Hvidbjerg, lektor Lars Bo Majgaard, Nykøbing, døgnplejer og stutteriejer Gyrithe Stilling, Ejerslev og pensioneret lektor Bo Fink, Sundby.
Første gang i 16 år
Det er første gang siden 2005, at De Radikale stiller op til valg på Mors. Partiet har den plads, Jette Jepsen, havde, da hun i indeværende periode skiftede over fra Venstre. Hun sidder i økonomiudvalget og børne- og kulturudvalget.
- Vi har brugt meget tid på at snakke politik det sidste år, og har fået lavet et valgprogram, der er bygget op om FN’s Verdensmål for en bæredygtig udvikling. Vi bygger videre på de mærkesager som Radikale Venstre har kæmpet for i denne periode i Kommunalbestyrelsen : Mere og bedre natur, stop for brug af sprøjtegift på kommunale arealer, flere cykelstier og vandrestier, arbejde for tidlig indsats for vores børn og unges udvikling, trivsel og sundhed, samt daginstitutioner og skolerne på Mors. Desuden er bosætning højt på dagsordnen, både i Nykøbing, men ikke mindst bosætningen i landsbyerne og det åbne land, udtaler Jette Jepsen.
Flere kandidater kan nå at blive tilføjet listen, oplyser partiet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.